Vil du hjælpe med at finde ekstremister, terrorister og spioner online? Vil du arbejde i en dynamisk og spændende verden, hvor ikke to dage er ens? Er du bekendt med begreber som web-scraping, reverse engineering, inspicering af webtrafik, eller måske Java, Kubernetes, databasestyring, React etc.?
Om jobbet
Hvis du kan svare ja til ovenstående, så tilbyder vi en central rolle inden for teknisk Open Source Intelligence (OSINT) i PET. I vores team arbejder vi med at identificere, indsamle, filtrere og præsentere information fra alle tilgængelige Open Source kilder. Vi genererer produkter, der kan bruges enten direkte eller i sammenhæng med andet kildemateriale og arbejder tæt sammen med analytikere og efterforskere i understøttelsen af vores kerneopgave; at passe på Danmark, Rigsfællesskabet og danske interesser i udlandet.
Vi tilbyder et dynamisk operativt miljø med engagerede og dedikerede kollegaer, med en uformel omgangstone og et godt arbejdsmiljø. Du bliver en del af en kompetent og specialiseret sektion med et højt ambitionsniveau, og hvor der kontinuerligt arbejdes på at forbedre metoder, kompetencer, værktøjer og processer. Vores opgave er at finde måder at samle, organisere og præsentere Open Source data, så det bliver brugbart for vores brugere. Det kræver både teknisk ekspertise og kreativitet, da vi konstant skal finde nye løsninger til at håndtere de udfordringer, som forskellige datakilder stiller.
Det er spændende at arbejde med data fra en uforudsigelig verden, hvor vi aldrig ved, hvad vi kommer til at støde på. Det kræver, at vi er fleksible, nysgerrige og altid åbne for at lære nyt for at transformere kaos til forståelig information.
Få en hverdag, der aldrig bliver hverdag
Som ansat i PET bliver du en del af en hverdag, der er præget af opgaver, som ikke findes andre steder, og hver dag byder på nye udfordringer, som ikke fandtes i går. Vi er vidt forskellige, og derfor kan vi gøre en forskel. Det handler om den, du er, og det, du bidrager med.
Selvom vores arbejde er præget af alvoren i det højere formål, er tonen uformel, og du vil opleve et unikt sammenhold på tværs af afdelinger og fagområder. Vi har en hverdag, der aldrig bliver hverdag, og det kan du også få.
Du har interesse for OSINT og teknologi
Vi ser gerne, at du har en uddannelse inden for f.eks. datalogi, software engineering eller lignende. Derudover søger vi kandidater, der har flere af følgende kompetencer:
• Analytisk sans og problemløsning: Evne til at analysere komplekse problemstillinger og finde kreative løsninger. Har interesse for at dykke ned i tekniske detaljer og finde innovative tilgange.
• Samarbejdsorienteret: Evne til at arbejde effektivt i et team og dele viden med kolleger, samt har en god evne til at omstille sig til hasteopgaver.
• Tekniske kundskaber: Erfaring med web-scraping og dataekstraktion fra forskellige kilder. Forståelse for reverse engineering og analyse af software. Evne til at inspicere og analysere webtrafik.
• Kendskab til backend-udvikling: F.eks. kundskaber i Java.
• Kendskab til cloud-teknologier: Forståelse for containerisering med Kubernetes. Erfaring med message queues (f.eks. RabbitMQ).
• Databasestyring: Erfaring med design og vedligeholdelse af relationelle databaser. Kendskab til SQL og NoSQL databaser.
• Kundskaber i JavaScript og React.
• Forståelse for front-end udviklingsprincipper.
I PET vægter vi desuden visse personlige kompetencer højt. Det er kompetencer, som vi mener, er essentielle for alle PET-ansatte uanset faglig baggrund. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os, at vi finder det rette match. Du kan læse om kompetencerne her www.pet.dk/job.
Ansættelsesforhold
Ansættelsesstart pr. 1. april 2026. Vi forventer at påbegynde samtaler i uge 2. Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.pet.dk/job.
Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer.
Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes til yderst hemmelig, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information.
Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.
Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.
Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station, hvor både S-tog og bus kører lige til døren. I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse vores opgaver.
Yderligere information
Du kan lære meget mere om PET som arbejdsplads på www.pet.dk/job, hvor du bl.a. kan læse mere om alle de fagligheder, der arbejder i PET og deres hverdag. Du kan også lytte til vores podcastserie ’Tjenesten og truslerne’.
Du er også altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende.
Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.
Det er vigtigt for os, at PET afspejler den mangfoldighed, som vi arbejder for. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset køn, alder, religion, seksualitet og etniske tilhørsforhold til at søge stillingen.
Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.
Søborg