Jobbeskrivelse
Vil du være med til at beskytte PET's informationer? PET søger Cyber Risk Managers
Vil du være med til at beskytte PET's informationer? PET søger Cyber Risk Managers

Vil du være en del af en organisation, som hver dag arbejder for et mere sikkert Danmark? Det er vores opgave at beskytte PET’s informationer mod cyberangreb og cyberspionage, og lige nu søger vi kolleger til dette formål.


Truslen for cyberspionage mod PET og Danmark er meget høj, og vi søger derfor Cyber Risk Managers til akkreditering (sikkerhedsgodkendelse af it-systemer), som har interesse for holistisk sikkerhed, kan skabe fremdrift i projekter omhandlende PET’s informationssikkerhed og som kan navigere mellem forskelligartede interessenter.

 

 

Et job på tværs af organisationen


I vores enhed fokuserer vi på at udvikle strategier, stille krav og udarbejde risikovurderinger for at styrke organisationens modstandsdygtighed mod det komplekse trusselslandskab, herunder cybertrusler, som PET står over for. Vi søger Cyber Risk Managers, der kan indgå i tværfaglige samarbejder, koordinere på tværs af organisationen og vigtigst skabe fremdrift i projekterne.

 

 

Få en hverdag, der aldrig bliver hverdag


Som ansat i PET bliver du en del af en hverdag, der er præget af opgaver, som ikke findes andre steder, og hver dag byder på nye udfordringer, som ikke fandtes i går. Vi er vidt forskellige, og derfor kan vi gøre en forskel. Det handler om den, du er, og det, du bidrager med.

 

Selvom vores arbejde er præget af alvoren i det højere formål, er tonen uformel, og du vil opleve et unikt sammenhold på tværs af afdelinger og fagområder. Vi har en hverdag, der aldrig bliver hverdag, og det kan du også få.

 

 

Om dig


I stillingen vil du samarbejde med kolleger, der deler dit engagement i at skabe positive forandringer, sikkerhed og værdi for PET. Som Cyber Risk Manager i vores enhed forventer vi, at du trygt kan bevæge dig i spændingsfeltet mellem governance, informationssikkerhed og projektledelse. Det er derfor vigtigt, at du forstår de tekniske begreber og kan sparre med kolleger mht. sikkerhedskrav, planlægning og dertilhørende faser. Du skal kunne analysere, strukturere og forankre sikkerhedskrav og omsætte regler til konkrete sikkerhedstiltag.

 

Vi lægger stor vægt på dine kompetencer og motivation. Relevant erfaring fra f.eks. offentlig forvaltning, cyber- og informationssikkerhed eller projektledelse vil være en fordel. Din baggrund er mindre vigtig, men vi forventer, at du har flair for projektledelse og har en interesse for cyber- og informationssikkerhed, samt at du har lyst og mod på at bidrage til vores organisation på disse områder.

Særligt ser vi gerne, at du:


•    Har erfaring med eller interesse for akkreditering samt relevante informationssikkerhedsstandarder som ISO2700X, og NATO-krav
•    Erfaring med, eller kendskab til risikovurderingsmetoder inden for cyber- og informationssikkerhed
•    Har interesse for projektledelse, er hundredemetermester i at planlægge, få fulgt planerne til dørs og motiveres af fremdrift, afrapportering og opfølgning
•    Er god til at skabe samarbejde på tværs af fagligheder og sikre, at sikkerhed, drift og udvikling går hånd i hånd
•    Har en holistisk tilgang til sikkerhed og et analytisk mindset med fokus på cyber- og informationssikkerhed
•    Har erfaring med skriftlig samt mundtlig rådgivning og formidling, og kan målrette det til forskelligartede myndigheder, afdelinger og enheder

 

Vi ser gerne at du har arbejdet med ovenstående punkter enten via dit studie, praktik eller tidligere arbejde, men vigtigst af alt er, at du besidder stor motivation og gåpåmod, og brænder for emnet og arbejdet. Stillingen kan indebære rejseaktivitet som en del af opgaveporteføljen. Rejseaktiviteterne vil være af kortere periode, hvor du med relevante samarbejdspartnere, løfter en specifik opgave.

 

Din uddannelsesbaggrund er ikke afgørende. De rette kompetencer i forhold til rollen og et højt motivationsniveau for at løfte opgaverne er vigtigst for os. Du vil opleve, at dine kompetencer får konkret betydning for Danmarks nationale sikkerhed, og at du arbejder med nogle af de mest komplekse og meningsfulde projektledelsesopgaver i landet.

 

I PET vægter vi desuden visse personlige kompetencer højt. Det er kompetencer, som vi mener, er essentielle for alle PET-ansatte uanset faglig baggrund. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os, at vi finder det rette match. Du kan læse om kompetencerne her www.pet.dk/job.

 

 

Ansættelsesforhold


Ansættelsesstart pr. 1. oktober 2026. Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.pet.dk/job

 

Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer. Af hensyn til ansøgningsdiskretion bør du ligeledes være påpasselig med, hvilke informationer om dig selv og PET du evt. behandler i AI-systemer.

 

Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes til yderst hemmelig, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information. 

 

Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.

 

Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.

 

Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station, hvor både S-tog og bus kører lige til døren. I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse vores opgaver.    

 

 

Yderligere information


Du kan lære meget mere om PET som arbejdsplads på www.pet.dk/job, hvor du bl.a. kan læse mere om alle de fagligheder, der arbejder i PET og deres hverdag. Du kan også lytte til vores podcastserie ’Tjenesten og truslerne’.

 

Du er også altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende. 

 

Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.

 

Det er vigtigt for os, at PET afspejler den mangfoldighed, som vi arbejder for. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset køn, alder, religion, seksualitet og etniske tilhørsforhold til at søge stillingen.

 

Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  20.07.2026
Ansøgningsfrist:  20.07.2026
Arbejdsgiver:  Politiets Efterretningstjeneste
Jobsted (langt): 

Søborg

Deltid / fuldtid:  Fuldtid