Midt- og Vestsjællands politi, Ringsted
Midt & Vestsjællands Politi søger en sagsbehandler til efterforskning af sager vedr. økonomisk kriminalitet inden for virksomheder og selskaber.
Arbejdet foregår i et tværfagligt og inspirerende miljø hos Midt & Vestsjællands Politi. Du vil ligeledes komme til at samarbejde med andre sektioner i politiet og Anklagemyndighed samt eksterne samarbejdspartnere.
Sektionen for økonomisk kriminalitet arbejder med meget forskelligartede sagstyper – lige fra den mindste sag om bedrageri til store komplekse efterforskninger. Det kan være sager vedrørende skat, bedrageri, hvidvask og andre kriminalitetsformer, der retter sig mod både samfund og borgere. Da det er et område der udvikler sig hurtigt, skal vi konstant udvikle nye metoder til at bremse den igangværende kriminalitet.
Du kommer til at indgå i sektionen på lige fod med dine kollegaer og oplæres i politiets sagsbehandlingssystemer, hvorefter du selvstændigt eller som en del af et team er ansvarlig for opklaringen af en given sag.
Som en del af ansættelsen skal du være villig til, at tage politiets interne uddannelse som civil efterforsker, samt andre relevante kurser.
Opgaver
Dine vigtigste opgaver bliver:
• Efterforskning af sager primært vedr. selskaber og virksomheder, herunder underslæb, bedrageri, skyldnersvig samt overtrædelser af selskabslovgivning og anden særlovgivning.
• Understøtte efterforskning af større komplekse sager.
• Berige sagerne med yderligere relevante oplysninger og understøtte den videre efterforskning i samarbejde med dine kollegaer.
• Deltage i planlægning af taktiske og operative efterforskningsskridt samt at indsamle beviser til brug i retssager.
• Forberede og deltage i afhøringer, i samarbejde med de politifaglige kollegaer.
Om dig
Vi lægger vægt på, at du har følgende kompetencer:
• Relevant faglig uddannelse eller praktisk erfaring, som fx revisor, bogholder, journalist eller uddannelse inden for den finansielle sektor.
• Du har en naturlig nysgerrighed og interesse for efterforskning.
• Evne til at arbejde detaljeorienteret, selvom du har mange opgaver i gang på samme tid.
• Omstillingsparat og lyst til tæt samarbejde på tværs af faggrænser.
• Gode formidlingsevner.
• Vilje til at tage ejerskab over både dine egne og sektionens opgaver.
• Vilje til at tage politiets interne uddannelse som civil efterforsker, samt anden relevant uddannelse.
Speciel Efterforskning – økonomisk kriminalitet
Hos os bliver du en del af et team af dygtige og engagerede efterforskere og konsulenter med fokus på faglighed og kvalitet. Vi lægger vægt på at have et godt og uhøjtideligt arbejdsmiljø. Politiet er i disse år i hastig udvikling og efterforskning af økonomisk kriminalitet er i fokus. Vores fornemste opgave er at sikre, at opgaverne bliver løst, så de får størst mulig samfundsmæssig nytteværdi.
Ansættelsesvilkår
Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.
Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.
Der er tale om en fuldtidsstilling i Midt & Vestsjællands Politi, Speciel Efterforskning – økonomisk kriminalitet, på lokalstationen i Ringsted, Tinggade 13-15, 4100 Ringsted.
Din arbejdsuge bliver på 37 timer, og vi kan tilbyde en stabil hverdag i forhold til mødetider.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt og opretholde denne under hele din ansættelse.
Kontakt og ansøgning
Du kan læse mere om os på www.politi.dk/midtvestsjælland. Du er velkommen til at kontakte Politikommissær Rasmus Jensby, tlf. 5089-3464 eller rlj001@Politi.dk, samt Politikommissær Bjarke Thanning, tlf. 5148-3297 eller bth016@politi.dk, hvis du har spørgsmål til stillingen.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Ansøgningsfrist: 4. marts 2026
Ringsted