Vil du stå i spidsen for et centralt team, der har en nøglerolle i at sikre brugervenlig support og stabil drift af politiets digitale arbejdsplads? Har du ledelseserfaring og lyst til at udvikle medarbejdere og processer i en samfundskritisk organisation? Så er du måske vores nye sektionsleder for servicedesk.
Din nye hverdag
Som sektionsleder får du det faglige og personalemæssige ansvar for Servicedesk. Teamet sikrer 24/7 IT-support til politiets administrative og operative medarbejdere, og er således afgørende for, at politiet kan udføre deres opgaver effektivt. Stabil drift, løbende procesoptimering og samarbejde med udviklingsprojekter er afgørende for teamets succes.
Opgaver vil bl.a. være
- ledelse af servicedesk-teamet og daglig prioritering af opgaver
- vagtplanlægning for servicedesk-teamet
- koordinere supportopgaver og sikre høj kvalitet i sagsbehandling
- udvikle teamets kompetencer og arbejdsprocesser
- bidrage til forbedring og udvikling af serviceydelser
- samarbejde med resten af Koncern IT om udviklingsprojekter
- rapportere status og performance til centerledelsen
Vores nye kollega
Vi leder efter dig, der har erfaring på området og kan bidrage til både udvikling og stabil drift. Du arbejder struktureret, er samarbejdsorienteret og trives i komplekse IT-miljøer, hvor du har kendskab til ITIL, procesoptimering og service level agreements.
Du er en synlig og tilgængelig leder, som ser helheder og udviser overblik, og det ligger dig naturligt at skabe struktur i din hverdag og dine opgaver til gavn for såvel sektionen som dine medarbejdere. Du lytter, samarbejder og opbygger tillid – også på tværs af organisationen. Du har lyst til at være teamets daglige leder og sparringspartner, som ikke er bange for at tage arbejdshandskerne på og arbejde hands-on med opgaver og projekter.
Arbejdssproget er dansk, som du behersker mundtligt og skriftligt. Engelsksproget dokumentation læser og forstår du også.
Hvad tilbyder vi?
Vi tilbyder et meningsfuldt job, hvor du bliver en vigtig del af arbejdet med at udvikle og modernisere politiets IT-infrastruktur. Du får mulighed for at arbejde i et stærkt fagligt miljø, præget af samarbejde, videndeling og spændende opgaver. Derudover får du attraktive ansættelsesvilkår, fleksibilitet i hverdagen og gode muligheder for kompetenceudvikling.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale med den relevante faglige organisation.
Stillingen er på 37 timer om ugen. Størstedelen af din arbejdstid vil ligge i dagtimerne på hverdage. Du må dog påregne, at arbejdstiden lejlighedsvis kan være uden for almindelig dagsarbejdstid (aften, nat og weekend).
Dit ansættelsessted bliver i Koncern IT, Center for Digital Arbejdsplads i Storkøbenhavn.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Rigspolitiet har røgfri arbejdstid.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte centerchef Christian Schmidt-Madsen på tlf.: 23 28 88 11.
Du kan finde generel information om politiet og om politiet som arbejdsplads på www.politi.dk
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du oprette en ansøgning og vedlægge dit CV pr. job, du vil søge. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Ud over ansøgning og CV bedes du uploade dit eksamensbevis. Vi foretrækker, at du oploader alle dokumenter i pdf-format.
Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Ansættelsessamtaler afholdes løbende.
Ansøgningsfrist: 8. oktober 2025
I politiet arbejder vi alle sammen for tryghed og sikkerhed
I politiet arbejder mere end 16.000 medarbejdere sammen om at forebygge og forhindre kriminalitet. Vi er alle dybt engagerede i at sikre, at Danmark er et trygt og sikkert sted at bo og leve – uanset om vi arbejder med den nære politiindsats som betjent, som efterforsker eller om vi bidrager til en af de mange andre vigtige funktioner i politiet.
Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for Danmarks i alt 15 politikredse fordelt på 12 kredse i Danmark, politiet i Grønland og på Færøerne samt National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). I Rigspolitiet udvikler vi strategier, koordinerer politiets arbejde på landsplan og arbejder med en lang række opgaver blandt andet økonomistyring, it-udvikling, juridisk rådgivning, presse og kommunikation, politisk betjening, indkøb af politiets udstyr og køretøjer samt HR-opgaver.
Lær os bedre at kende på www.jobipolitiet.dk
København V