Brænder du for ledelse af IT-specialister, og motiveres du af at omsætte strategi til handling? Trives du i en omskiftelig hverdag, hvor dit talent som personaleleder og dine evner til at skabe overblik og handling kommer i spil? Så er du måske vores nye sektionsleder.
Gå foran i arbejdet med at sikre kernedriften af vores IT-systemer og digitale arbejdsplads
Som sektionsleder i PET bliver din rolle at stå i spidsen for den sektion, som er ansvarlig for implementering og drift af de administrative systemer, som understøtter kernedriften af vores IT-infrastruktur samt udviklingen heraf.
Det vil i praksis sige overvågning, logning, antivirus, end-point management m.m., samt de relaterede processer som fx sårbarhedshåndtering og konfigurationsstyring.
Ydermere vil du blive ansvarlig for at sætte retningen for den digitale arbejdsplads i PET, samt driften af de kernekomponenter, som udgør løsningerne til denne.
Som personaleleder er en af dine vigtigste opgaver at udvikle og lede medarbejderne i sektionen, men der vil ligeledes være stort fokus på løbende optimering af processer, udstilling af beslutningsunderstøttende data, sikker og stabil drift af IT-systemerne, kapacitetsplanlægning samt overblik og opfølgning på økonomien.
Sektionen har en bred berøringsflade og har et særligt tæt samarbejde med både applikationsudviklere, infrastrukturspecialister og informationssikkerhedsspecialister.
For at sektionen kan understøtte organisationens behov, er det vigtigt at fagligheden, procesforståelsen og sikkerhedsbevidstheden er høj.
Du forstår, hvad der skal til for at sikre en moden, stabil og sikker IT-drift
Du har dokumenteret erfaring som personaleleder for IT-specialister, samt flere års erfaring fra en tilsvarende lederstilling, hvor du har skabt rammerne for effektive leverancer via godt samarbejde.
Du har formentlig en IT-relevant uddannelse og har siden taget en efteruddannelse i personaleledelse.
For at få succes i rollen er det vigtigt:
• At du er drevet af at lykkes sammen med andre og se dine medarbejdere vokse med opgaverne
• At du formår at skabe engagement og motivation omkring dig, og har det der skal til for at lykkes med forandringer
• At du kan kommunikere mål, retning, fremdrift og resultater tydeligt
• At du tænker helhedsorienteret og langsigtet, da vi har brug for ledere, der kan tænke langsitet og med hele PET i fokus for at sikre, at vi sammen løser de rigtige opgaver bedst muligt
• At du er nysgerrig og engageret
• At du formår at skabe en tillidsfuld relation til dine medarbejdere
• At du kan skabe overblik og holde styr på økonomien i din sektion
Vi anvender dagligt ITIL et vigtigt redskab i vores opgaveløsning, så vi forventer, at du har en praktisk erfaring med i bagagen. Ellers skal vi nok lære dig op.
Om organisationen
PET er en organisation som adskiller sig fra de fleste. Vores opgave er at forebygge, efterforske og modvirke trusler mod friheden, demokratiet og sikkerheden i det danske samfund. Dette stiller høje krav til vores IT-løsninger, datakvalitet og ikke mindst passionerede og kompetente medarbejdere.
Du vil blive en del af PET’s IT-sektor, som leverer IT-services til hele organisationen. IT-sektoren består af tre centre: et Infrastrukturcenter, et Applikationscenter og et center for Digitale Services. Disse centre er yderligere opdelt i sektioner, hvor de faglige kompetencer er grupperet med hensyntagen til den bedst mulige understøttelse af leverancerne og faglige fællesskaber.
Vores kultur er baseret på samarbejde, tillid og ansvarlighed. Fælles for medarbejderne er ønsket om at tjene en meningsfyldt sag, som er større end profit og markedsandele.
Få en hverdag, der aldrig bliver hverdag
Som sektionsleder i PET bliver du en del af en hverdag, der er præget af opgaver, som ikke findes andre steder, og hver dag byder på nye udfordringer, som ikke fandtes i går. Vi er vidt forskellige, og derfor kan vi gøre en forskel. Det handler om den, du er, og det, du bidrager med.
Selvom vores arbejde er præget af alvoren i det højere formål, er tonen uformel, og du vil opleve et unikt sammenhold på tværs af afdelinger og fagområder. Vi har en hverdag, der aldrig bliver hverdag, og det kan du også få.
I PET vægter vi desuden visse personlige kompetencer højt. Det er kompetencer, som vi mener, er essentielle for alle PET-ansatte uanset faglig baggrund. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os, at vi finder det rette match. Du kan læse om kompetencerne her www.pet.dk/job.
Ansættelsesforhold
Ansættelsesstart pr. 1. juli 2025. Vi forventer at påbegynde samtaler i uge 19. Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.pet.dk/job.
Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer.
Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information.
Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.
Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.
Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station, hvor både S-tog og bus kører lige til døren. I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse vores opgaver.
Yderligere information
Du kan lære meget mere om PET som arbejdsplads på www.pet.dk/job, hvor du bl.a. kan læse mere om alle de fagligheder, der arbejder i PET og deres hverdag. Du kan også lytte til vores podcastserie ’Tjenesten og truslerne’.
Du er også altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende.
Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.
Det er vigtigt for os, at PET afspejler den mangfoldighed, som vi arbejder for. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset køn, alder, religion, seksualitet og etniske tilhørsforhold til at søge stillingen.
Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.
Søborg