Vil du stå i spidsen for et team af supportere, der sikrer brugervenlig on-site it-support og stabil drift af politiets digitale arbejdsplads? Har du ledelseserfaring og lyst til at udvikle medarbejdere og processer i en samfundskritik organisation? Så er du måske vores nye sektionsleder for on-site it-supporten i Jylland Vest som også omfatter ansvaret for Grønland og Færøerne.
Din nye hverdag
Som sektionsleder får du det faglige og personalemæssige ansvar for et team af on-site supportere og operationelle indkøbere, der geografisk sidder på primært 3 politilokationer, rundt om i den vestlige del af Jylland: Aalborg, Holstebro og Esbjerg. Herudover har du ansvar for opgavestyring for it-supportere i Grønland og på Færøerne. Teamet leverer on-site it-support til politiets administrative og operative medarbejdere, samt udfører operationelle og administrative indkøb på både sektionsmæssigt og landsdækkende niveau, og er således afgørende for at politiet kan udføre deres opgaver effektivt. Stabil drift, kommunikation, løbende procesoptimering og samarbejde med udviklingsprojekter er afgørende for teamets succes. Du skal forvente mødeaktivitet på de tre politilokationer i Jylland, såvel som i Hovedstadsområdet og i Grønland og på Færøerne.
Det er et stort geografisk spænd, men teamet er bemandet med erfarne og fagligt stærke medarbejdere, som i høj grad selv er i stand til at klare hverdagen.
Opgaver vil bl.a. være
- Ledelse af support- og indkøbsteamet og daglig prioritering af opgaver inkl. tilstedeværelse på de forskellige lokationer i Jylland.
- Koordinere support- og indkøbsopgaver og facilitere samarbejde med andre support-teams og resten af Koncern IT og Rigspolitiet.
- Bindeled mellem de enkelte politikredse og Koncern IT, hvor sektionslederen over for kredsen agerer som business relation manager på vegne af Koncern IT.
- Sikre høj kvalitet i sagsbehandlingen og udvikle teamets kompetencer og arbejdsprocesser.
- Bidrage til forbedring og udvikling af serviceydelser og deltage i centrale initiativer vedrørende samme.
- Følge op på status og performance og rapportere til centerledelsen.
Hvem er du?
Vi leder efter dig, der har stor erfaring på området og kan bidrage til udvikling og stabil drift. Du arbejder struktureret, er samarbejdsorienteret og trives i komplekse it-miljøer.
Du har en solid teknisk baggrund, kender til ITIL, procesoptimering og service level agreements samt erfaring med indkøb i det offentlige.
Du er en serviceminded, empatisk og synlig leder, der trives hvor fleksibilitet kræves – politiet er en dynamisk arbejdsplads, hvor to dage sjældent ligner hinanden. Det gør arbejdet spændende, men kræver også stor tilpasningsevne og fleksibilitet.
Kendskab til politiet og/eller lignende beredskabsorganisation er et klart plus.
Kørekort og egen bil samt sikkerhedsgodkendelse er en nødvendighed for at kunne varetage jobbet.
Hvad tilbyder vi?
Vi tilbyder et meningsfuldt job, hvor du bliver en vigtig del af arbejdet med at supportere, indkøbe, videreudvikle og modernisere politiets it-infrastruktur. Du får mulighed for at arbejde i et stærkt fagligt miljø, præget af samarbejde, videndeling og spændende opgaver.
Snitfladerne går mod alle lag i organisationen og spænder fra højt specialiserede it-teknikere over administrativt personale og topledelse til beredskab og efterforskere.
Vi kan tilbyde attraktive ansættelsesvilkår, fleksibilitet i hverdagen og gode muligheder for kompetenceudvikling på en arbejdsplads i konstant udvikling.
Ansættelsesvilkår
Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende aftale mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Du indplaceres som chefkonsulent.
Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.
Hvis du i forvejen er polititjenestemand og dermed er politiuddannet (politiets basisuddannelse), kan du beholde din ansættelsesform.
Lønnen er svarende til en politikommissærstilling
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Rigspolitiet har røgfri arbejdstid.
Yderligere information
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Sektionsleder, Christian Ladefoged på tlf: +45 91 36 57 32 . Du kan læse mere om vores ansættelsesproces og politiet som arbejdsplads her
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Foruden ansøgning og CV bedes du uploade relevant eksamensbevis. Alle dokumenter skal være i pdf-format.
Hvis du er polititjenestemand skal du søge via karriereportalen, hvor du logger ind via internettet og ”Politiets hjemmesider” i venstre hjørne. Her logger du ind med din politimail (første gang ved glemt password) (for polititjenestemænd) eller - du kan også søge via jobportalen, hvor du søger/opretter profil med din private mailadresse (for civile).
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede, uanset baggrund, til at søge stillingen.
Ansøgningsfrist: d 8. juli
Vi forventer at afholde samtaler løbende i uge 29
I politiet arbejder vi alle sammen for tryghed og sikkerhed
Vi er cirka 18.000 ansatte i politiet, hvor omkring to tredjedele er polititjenestemænd og politikadetter og resten er civilt ansatte. Vi er alle dybt engagerede i at sikre, at rigsfællesskabet er et trygt og sikkert sted at bo og leve – uanset om vi arbejder med det operative beredskab, forebygger eller efterforsker, eller bidrager med en af de mange andre vigtige funktioner i politiet.
Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for rigsfællesskabets i alt 15 politikredse. Vi sørger for, at politikredsene har de rette rammer for deres arbejde og udvikling. Vi står bag god ledelse og uddannelse. Bag tjenestevåben, der matcher opgaven. Bag ordentlig hjælp, hvis såret har sat sig i sindet hos vores politikolleger. Vi står bag teknologi, der følger udvikling. Bag fordeling af ressourcerne. Bag fremtidens politi. Det er os – Rigspolitiet – der altid er bag dem, der står forrest.
Lær os bedre at kende på www.jobipolitiet.
Esbjerg