Sæt retning. Skab fællesskab. Vær med til at udvikle HR i politiet.
Vil du stå i spidsen for et stærkt fagligt område og få en ny organisering til at fungere i praksis? Så har du nu mulighed for at blive sektionsleder i politiets Koncern HR. Vi søger to sektionsledere, der sammen får ansvar for det personaleadministrative område, dvs. ansættelser, løn, fratrædelser og barsel. Du får ansvar for dygtige og specialiserede medarbejdere og en vigtig rolle i at udvikle både dit fagområde og samarbejdet på tværs.
Din nye hverdag
Som sektionsleder sætter du retning for sektionens arbejde, prioriterer opgaverne og skaber rammerne for, at medarbejderne kan lykkes. Du er tæt på medarbejderne og deres faglighed og har samtidig blik for, hvordan sektionens opgaver bidrager til centerets samlede opgave.
Vi er i gang med en ny organisering, hvor de to sektioner skal arbejde tættere sammen og i højere grad arbejde som én samlet enhed. Du får derfor en central rolle i at skabe et stærkt tværgående samarbejde med din sektionslederkollega og få forskellige fagligheder til at spille sammen.
Du skal kunne stå stærkt i dit eget område og samtidig se ud over din egen sektion. Det handler blandt andet om at skabe en kultur, hvor vi deler viden, hjælper hinanden og tager fælles ansvar for opgaven.
Som en del af politiet er vi ansat i en organisation, der skal kunne reagere, når der er brug for det. Vi rykker sammen, når det gælder – også i Koncern HR. Vi hjælper hinanden, deler viden og træder til, når opgaven kræver det.
De to sektioner varetager centrale personaleadministrative opgaver for hele politiet inkl. Grønland og Færøerne. Den ene sektion har ansvar for ansættelser af polititjenestemænd, politikadetter og civile medarbejdere samt ferie og fratrædelser. Den anden sektion varetager den generelle lønadministration, herunder løn og tillæg, samt barsel og refusioner. Derudover har centeret ansvar for anmeldelser og sagsbehandling af arbejdsskader i politiet.
Du bliver leder for en erfaren medarbejdergruppe, som primært består af kontoruddannede med stærke kompetencer inden for personaleadministration. Vi er fagligt ambitiøse og lægger vægt på høj kvalitet i opgaveløsningen og på, at det skal være både udfordrende og sjovt at gå på arbejde. I centeret prioriterer vi et tæt ledelsesmæssigt samarbejde og sparring på tværs.
Sektionslederne refererer til centerchefen for Center for Personaleadministration i Koncern HR.
Om dig
Vi forventer, at du har dokumenteret ledelseserfaring, gerne inden for HR, og en veludviklet evne til at arbejde udviklings- og helhedsorienteret.
Du kan skabe retning og tryghed, også når ikke alle svar er givet på forhånd. Du involverer medarbejderne i forandringen, samtidig med at du holder fast i retningen og får beslutninger omsat til praksis.
Du skal kunne løfte blikket fra hverdagens opgaver og se det større billede. Du er tæt på dine specialiserede medarbejdere og skaber samtidig stærke samarbejdsrelationer på tværs af sektioner og fagområder.
Du formår at balancere faglig opgaveløsning med ledelse, sparring og udvikling. Gennem din ledelse kan du engagere medarbejderne i både de konkrete opgaver og den strategiske retning for HR i politiet.
Du har også et solidt fagligt fundament og stor interesse for det personaleadministrative område, du skal lede.
Løn- og ansættelsesvilkår
Har du en akademisk uddannelse, bliver du ansat som chefkonsulent med personaleansvar på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.
Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat i henhold til den til
enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem
Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.
Ansættelsesområdet er Rigspolitiet, og dit arbejdssted bliver Rigspolitiet, Koncern HR med adresse på Bernstorffsgade 21, 1577 København V. Rigspolitiets Koncern HR bliver samlet med resten af Rigspolitiet på Frederikskaj ved Sluseholmen, forventeligt i løbet af 2028-2029.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du
skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Rigspolitiet har røgfri arbejdstid.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål til stillingerne, er du velkommen til at kontakte centerchef Mette Herner på telefon 91357631. Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk.
Foruden ansøgning og CV bedes du uploade dit eksamensbevis, herunder dine bachelor- og kandidatkarakterer. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format.
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede, uanset baggrund, til at søge stillingen.
Ansøgningsfrist: 4. november 2026
Vi forventer at holde samtaler i uge 46/47.
Startdato er snarest muligt efter nærmere aftale.
I politiet arbejder vi alle sammen for tryghed og sikkerhed
Vi er cirka 18.000 ansatte i politiet, hvor omkring to tredjedele er polititjenestemænd og politikadetter og resten er civilt ansatte. Vi er alle dybt engagerede i at sikre, at rigsfællesskabet er et trygt og sikkert sted at bo og leve – uanset om vi arbejder med det operative beredskab, forebygger eller efterforsker, eller bidrager med en af de mange andre vigtige funktioner i politiet.
Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for rigsfællesskabets i alt 14 politikredse og National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). Vi sørger for, at politiet har de rette rammer for politiets arbejde og udvikling. Vi står bag god ledelse og uddannelse. Bag tjenestevåben, der matcher opgaven. Bag ordentlig hjælp, hvis såret har sat sig i sindet hos vores politikolleger. Vi står bag teknologi, der følger udvikling. Bag fordeling af ressourcerne. Bag fremtidens politi. Det er os – Rigspolitiet – der altid er bag dem, der står forrest.
Lær os bedre at kende på www.jobipolitiet.dk
København V