Jobbeskrivelse
Efterforskere (pb./pa.) til tidsbegrænsede stillinger i kampen mod High Tech Crime i NC3 (Vest)
Efterforskere (pb./pa.) til tidsbegrænsede stillinger i kampen mod High Tech Crime i NC3 (Vest)

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), Silkeborg

Vil du være med til at afsløre it-kriminelle, der udnytter sårbarheder i it-systemer og anvender snedige tricks til at skaffe sig adgang til danske virksomheders servere og data?

Så har du her muligheden for at specialisere dig som efterforsker og styrke politiets kamp mod kompleks it-kriminalitet i Sektionen for High Tech Crime i National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). 

 

Din nye hverdag

Nationalt Cyber Crime Center (NC3), som er en del af NSK, sætter den nationale retning for bekæmpelse af alvorlig it-kriminalitet og understøtter politikredsenes efterforskning. 

 

Din hverdag bliver i Sektionen for High Tech Crime (HTC), hvor vi er specialiseret i efterforskning, teknisk rådgivning og analyse inden for kriminalitetsformer, som for eksempel hacking, malware, ransomware og DDoS-angreb, samt brugen af kryptovalutaer og udnyttelsen af blockchain-teknologier til at skjule hvidvask og anden kriminalitet.

 

Cyberkriminalitet er en af de største trusler mod Danmark, da den udfordrer den grundlæggende tillid, som vores samfund er præget af. Derudover koster det hvert år danske virksomheder og organisationer store millionbeløb. Efterforskningen af cybercrime sker altid i et kapløb mod tiden, fordi data er flygtige og hvert minut tæller, når politiet skal nå at sikre spor fra gerningsmændene. 

 

I HTC bidrager du med din politifaglige viden som en del af et kompetent team, der støtter politikredsene i alle faser af high tech crime-sager fra bevissikring til overlevering til Anklagemyndigheden. Som efterforsker har du mulighed for at foretage den reaktive efterforskning af cyberangreb mod danske virksomheder eller indgå i proaktive, internationale efterforskninger mod centrale bagmænd og central infrastruktur i det cyberkriminelle økosystem (jf. fx det internationale politisamarbejde i OP Endgame og OP Cookie Monster).

 

Dine arbejdsopgaver er alsidige, og du vil spille en central rolle i koordineringen af sektionens efterforskninger og understøtte sektionens tekniske eksperter med din politifaglige viden. Du skal ind imellem kunne arbejde på ”skæve” tidspunkter, når efterforskningen tilsiger det, men ellers er den normale arbejdstid kl. 08.00 – 16.00. Såfremt du indgår i internationale efterforskninger skal du også forvente lidt rejseaktivitet (både ind- og udland).

 

Vores nye kollega 
Du har en politifaglig uddannelse (Politiets Basisuddannelse), efterforskningserfaring og lyst til kommunikation og vidensdeling/formidling med både interne og eksterne samarbejdspartnere. Du kan være i starten af din karriere eller have mange års erfaring – det vigtigste er, at du kan lide at skabe relationer og kommunikere med alle lige fra efterforskere, anklagere, IT-teknikere og sidst, men ikke mindst, med eksterne samarbejdspartnere uden for landets grænser.

 

Vi forventer ikke, at du kommer med en stor teknisk viden, men du skal være teknisk nysgerrig og have lysten til at lære om teknik og IT. Da funktionen ofte handler om at formidle komplekse problemstillinger, så ikke-fagpersoner forstår det, er det et krav, at du har gode mundtlige og skriftlige kommunikationsevner både på dansk og engelsk. Som person har du det godt med både projektorienteret arbejde sammen med kollegaer og selvstændigt arbejde. Du har altid for øje, at du er en del af et team, som sammen skal lykkes. Du er serviceminded og oprigtigt interesseret i at hjælpe dine kollegaer med at finde løsninger.

 

Der afholdes infomøde om sektionens arbejde mandag den 15. september 2025 kl. 12.00 - 13.00

 

  • Ejby Industrivej 125-135, 2600 Glostrup
  • Christian 8.s Vej 2C, 8600 Silkeborg
  • ITV - ”NSK møderum 1”.  

 

Kontakt NSK FP NC3 High Tech Crime Sikker for tilmelding og yderligere information. 

 

Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er til besættelse 1. marts 2026.

 

Du lønindplaceres efter klassificeringsaftalen (som pb/pa) og eventuelle lokallønstillæg lukkes efter gældende bestemmelser.

 

Du stationeres tidsbegrænset i 3 år i National enhed for Særlig Kriminalitet, og du skal indtil videre forrette tjeneste i Sektionen for High Tech Crime i NC3, i NSK’s midlertidige lokaler i Silkeborg (og fra medio 2026 på Jegstrupvej i Hasselager, Aarhus).

 

Efter den tidsbegrænsede periode stationeres du på ny i din egen politikreds.

 

Du skal kunne sikkerhedsgodkendes til stillingens nødvendige sikkerhedsniveau – HEM. Du kan pålægges at varetage funktioner, hvor sikkerhedsgodkendelse til en højere klassifikationsgrad er nødvendig.

 

Ansættelse i politiet er betinget af, at man til enhver tid kan opretholde den nødvendige sikkerhedsgodkendelse. 

 

Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Mathias Andersen på tlf. 5130 1002.  

 

Stillingen søges elektronisk via politiets rekrutteringssystem på http://www.politi.dk og job i politiet.

- Du kan søge via karriereportalen, hvor du logger ind via fanen "fra kandidat til kollega" og "medarbejder login" med din politimail (første gang ved glemt password) eller
- Du kan også søge via jobportalen, hvor du søger/opretter profil med din private mailadresse. 
 

Se eventuel vejledning på POLintra: 
https://prodsp2019polintra.politinet.net/arbejdsplads/rekrutteringogansaettelse/stillingsopslag/Sider/default.aspx (tag kopi af link og sæt ind i browseren på POLintra). 
 

Du skal vedhæfte CV og vedhæfte en motiveret ansøgning (følgebrev).
 

Hvis du har gennemført relevante eksterne uddannelser på diplom og/eller masterniveau eller opnået tilsvarende realkompetencer, bedes du oprette bevis herfor.

 

Ansøgningsfrist den 18. september 2025

 

Bemærk, at opslaget er et internt landsdækkende stillingsopslag i politiet. Du skal være politiuddannet. 

 

Ved spørgsmål om fortrinsret skal du svare nej, da reglen om fortrinsret ikke gælder for politistillinger.

 

Vi forventer at afholde samtaler løbende eller i umiddelbart forlængelse af ansøgningsfristen.

 

OM NATIONAL ENHED FOR SÆRLIG KRIMINALITET
NSK er en operativ specialenhed i politiet og anklagemyndigheden. Vi er de mest specialiserede inden for efterforskning og strafforfølgelse af den mest komplekse kriminalitet og inden for efterforskningsunderstøttelse.

 

Vores opgave er at beskytte Danmark mod den mest komplekse og alvorlige kriminalitet, som gør størst skade på vores samfund.

 

Vi efterforsker og strafforfølger derfor den organiserede, økonomiske og digitale kriminalitet, der rammer Danmark.

 

Derudover understøtter NSK alle politikredse i Danmark samt i Grønland og på Færøerne. Vores understøttelse består blandt andet i digital og fysisk kriminalteknik på gerningssteder, visitation og indledende efterforskning af digital kriminalitet og monitering af særlige områder.

 

Der er cirka 1.200 ansatte i NSK med mange forskellige baggrunde og kompetencer. Vi er politiuddannede, anklagere, analytikere, it-specialister, teknikere, kontorfunktionærer og meget mere, der alle bidrager til vores fælles formål.

 

NSK holder til flere steder i Danmark og har flere udsendte forbindelsesofficerer – blandt andet i Europol i Haag. Vi har hovedsæde i Ejby tæt ved København, og har derudover lokationer i Glostrup, indre København, Aarhus, Fredericia, Randers og Silkeborg.

 

NSK er i gang med at etablere et nyt samlet hovedsæde i Jylland ved Aarhus-området. Det er forventningen, at NSK’s ansatte i Aarhus, Randers og Silkeborg skal samles på den nye lokation i 2026.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  18.09.2025
Ansøgningsfrist:  18.09.2025
Arbejdsgiver:  National enhed for Særlig Kriminalitet
Jobsted (langt): 

Silkeborg

Deltid / fuldtid:  Fuldtid