Jobbeskrivelse
Socialfaglige kompetencer til sårbare ofre
Socialfaglige kompetencer til sårbare ofre

Vil du være med til at gøre en reel forskel for samfundets mest sårbare?

 

Københavns Vestegns Politi søger engagerede og empatiske kollegaer, der har gode kommunikative evner og brænder for at hjælpe sårbare ofre.

 


Om stillingen

En ny politisk aftale styrker indsatsen til sårbare ofre – fx ofre for partnervold, stalking, voldtægt eller børn udsat for vold og overgreb. 

 

Københavns Vestegns Politi søger derfor et antal medarbejdere, der skal støtte ofrene særligt i den indledede del af deres møde med politiet.  

 

Du bliver ansat i politikredsens Efterforskningslinje, hvor du indtil videre vil indgå i det tætte samarbejde, som foregår på tværs af de to efterforskningssektioner, Overgrebssektionen og Sektionen for Kriminalitet i nære relationer. 

 

Her vil din primære opgave være at varetage den indledende kontakt til sårbare ofre – en opgaveløsning som skal kvalificere arbejdet i anmeldelsesfasen og den indledende del af efterforskningen. 

 

Dine opgaver vil blandt andet være:

•    foretage indledende afhøringer af forurettede både telefonisk og personligt
•    foretage yderligere afhøringer af anmeldere eller vidner, der kan styrke den indledende indsats i sagerne
•    indhente og håndtere anden dokumentation til brug for efterforskningen
•    bidrage til rådgivning af den forurettede og til en indledende vurdering af sikkerheden for den forurettede
•    journalisering og anden administrativ sagsbehandling
•    koordinering, mødeaktivitet og planlægningsopgaver internt samt med eksterne samarbejdspartnere f.eks. kommuner, krisecentre og Børnehuset. 

 

Arbejdet kræver generelt en betydelig parathed, fleksibilitet og evne til at omstille sig.
Du skal herunder også være indforstået med, at dine opgaver og din placering i organisationen kan ændre sig over tid, alt efter hvordan opgaveløsningen bedst tilrettelægges, når det handler om at nå de mål, som den politiske flerårsaftale har sat for indsatsen i forhold til sårbare ofre. 

 


Om sektionerne – Overgrebssektionen og Sektionen for Kriminalitet i nære relationer

I begge sektioner arbejder vi med nogle af politiets mest alvorlige og følsomme sager, og vi møder mennesker, både børn og voksne, der har været udsat for vold i nære relationer, psykisk vold, chikane, stalking, æresrelateret kriminalitet, seksuelle overgreb eller voldtægt. 

 

Medarbejdergrupperne består hovedsageligt af politiuddannede efterforskere, men også af civilt ansatte med forskellig faglig baggrund. 

 

Vores arbejde kræver stor faglighed og et stærkt samarbejde. Derfor vil der være løbende sparring og oplæring i dine opgaver, ligesom du kommer til at arbejde tæt sammen med faglige nøglepersoner og erfarne efterforskere. 

 


En arbejdsplads med balance og trivsel

I sektionen for Kriminalitet i nære relationer og Overgrebssektionen tror vi på, at stærke resultater skabes bedst i et miljø, hvor der er plads til både faglighed og menneskelighed. 

 

Vi prioriterer psykologisk tryghed, tillid og åben dialog, så alle trygt kan bidrage med idéer og spørgsmål. Samtidig lægger vi vægt på et godt socialt fællesskab – med plads til humor, kollegial støtte og et arbejdsliv i balance. 

 

Du kan derfor forvente
•    et udfordrende og spændende arbejde i et dynamisk team
•    mulighed for faglig kompetenceudvikling
•    et sundt og psykologisk trygt arbejdsmiljø, hvor vi prioriterer en uformel tone og et kollegialt fællesskab på tværs af faggrupper
•    flexible arbejdstider med mulighed for en god balance mellem arbejdsliv og privatliv 
•    løbende supervision i forhold til at håndtere den belastning som arbejdet med sårbare ofre kan udgøre. 

 

Arbejdsstedet er Helgeshøj Allé 81 i Taastrup – med gratis parkeringsmuligheder og nem adgang til både motorvejsnet og offentlig transport. Fra København tager det cirka 30 minutter. 


Vi prioriterer trivsel højt – både psykisk og fysisk. I kredsen har vi blandt andet tilknyttet trivselskonsulent og fysioterapeut. 


Du bliver en del af en organisation, hvor faglighed, respekt og samarbejde går hånd i hånd, og hvor vi aktivt arbejder for et arbejdsmiljø præget af tillid, udvikling og gensidig støtte. 

 


Om dig

Du skal have mod på at arbejde med alvorlige sager og være tryg ved at tale med mennesker i sårbare situationer. Du skal have stærke kommunikative evner såvel mundtligt som skriftligt og være indstillet på, at du objektivt og professionelt skal dokumentere dit arbejde. 

 

Du er grundig, at du kan arbejde struktureret med flere igangværende opgaver, at du kan arbejde selvstændigt – men også at du trives med at indgå et tæt samarbejde med kollegaer. 

 

Vi forestiller os, at du har en socialfaglig uddannelse eller måske anden akademisk uddannelse og praktisk erfaring, der har givet dig væsentlige socialfaglige kompetencer. 

 

Det vil være en fordel, hvis du har erfaring med at arbejde med børn eller voksne i sårbare situationer og har viden om vold i nære relationer.  

 

Det vigtigste er dog, at du har lyst og evne til at tage konkret ansvar for mennesker i en svær situation, at du er motiveret og har forudsætninger for at sætte dig ind i politiets arbejde, og at du kan arbejde systematisk og vedholdende med mange forskelligartede opgaver. 

 

Stillingen er et led i en indsats, der er under udvikling, og derfor forestiller vi os, at du i høj grad finder energi og mening i at arbejde i en dynamisk kontekst. Du vil herunder både få medansvar og medindflydelse i forhold til at etablere ny praksis.  

 

Her er det vigtigt, at du er handlekraftig, men også at du kan være tålmodig, når det kræves. Du har herunder gode kompetencer til samarbejde og refleksion – og du forstår at udnytte alle dine professionelle forudsætninger, når du skal arbejde med udvikling i en driftskontekst, hvor forskellige faglige hensyn skal tages i sammenhæng. 

 

Det er muligt, at du, efter at have været ansat i et stykke tid, vil kunne komme i betragtning til politiets uddannelse som civil efterforsker med begrænset politimyndighed. 

 

 
Løn- og ansættelsesvilkår

Du bliver ansat på den til enhver tid gældende organisationsaftale. 

 

Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.  


Den ugentlige arbejdstid er 37 timer. Din arbejdstid er som udgangspunkt mellem kl. 07.00-16.00, men den nærmere tilrettelæggelse af opgaveløsningen kan betyde, at arbejde i eftermiddags- eller aftentimerne vil forekomme. 


Der er mulighed for flekstid for alle medarbejdere efter gældende flekstidsaftale og mulighed for hjemmearbejde efter nærmere aftale. 


Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes, og at sikkerhedsgodkendelsen kan opretholdes under hele ansættelsen. Tiltrædelse vil være snarest muligt efter gennemført sikkerhedsgodkendelse – forventeligt om 3-6 måneder.


Københavns Vestegns Politi ser mangfoldighed som en ressource og værdsætter, at medarbejderne hver især bidrager med deres særlige baggrund, personlighed og evner – og vi opfordrer derfor alle kvalificerede ansøgere til at søge stillingen. 

 


Kontakt og ansøgning

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte politikommissær Gitte Hansen fra Sektionen for kriminalitet i nære relationer, telefon 6135 4972 (fraværende fra den 16. marts - 07. april 2026) , eller politikommissær Kåre Laustsen fra Overgrebssektionen, telefon 5119 5735.  

 

Du finder mere information om politiet generelt på www.politi.dk

 

Vi vil meget gerne set dit CV. 

 

 

Ansøgningsfrist: Den 24. marts 2026. 

 

 

Københavns Vestegns Politi - vi arbejder for din tryghed

Københavns Vestegns Politi er en af Danmarks 13 politikredse og betjener 11 storkøbenhavnske forstadskommuner med godt 455.000 borgere vest for København. Politikredsen har cirka 900 ansatte med forskellige fagligheder – fra polititjenestemænd til specialister inden for IT, jura og administration. Læs mere om Københavns Vestegns Politi på politi.dk og Facebook. 

 

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  24.03.2026
Ansøgningsfrist:  24.03.2026
Arbejdsgiver:  Københavns Vestegns Politi
Jobsted (langt): 

Taastrup

Deltid / fuldtid:  Fuldtid