Har du gode analytiske evner og lyst til at være med til at bekæmpe den mest alvorlige og komplekse økonomiske kriminalitet? Så skal du søge en specialanklagerstilling hos os!
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) søger specialanklager til Advokaturen for Økonomisk Kriminalitet 2.
Stillingen er ledig til besættelse snarest muligt og forudsætter ikke nødvendigvis, at du har forudgående anklagererfaring. Du kan også have anden erhvervserfaring fra f.eks. advokatbranchen eller en offentlig myndighed.
Om stillingen
Stillingen er til besættelse i Advokaturen for Økonomisk Kriminalitet 2 enten i Bedragerigruppen eller i International Gruppe.
Bedragerigruppen behandler store og komplekse sager bl.a. vedrørende bedrageri, skyldnersvig og mandatsvig.
International Gruppe behandler bl.a. sager om bestikkelse i udlandet og sanktionssager omfattet af straffelovens § 110 c.
Stillingen som specialanklager er kendetegnet ved, at tyngden af opgaveporteføljen er centreret omkring et eller enkelte større ansvarsområder. Som specialanklager med ansvar for store og komplicerede sager om økonomisk kriminalitet bliver dine opgaver bl.a.:
• at indgå aktivt i et tæt samarbejde med bl.a. efterforskere, analytikere, økonomer og eksterne samarbejdspartnere om tilrettelæggelsen af sagerne
• at samarbejde med såvel indenlandske som udenlandske myndigheder inden for dit speciale
• at forberede og gennemføre store og komplekse straffesager
NSK arbejder projektorienteret i alle sager, og du vil derfor komme til at arbejde tæt med politiet og andre faggrupper, herunder vil du skulle deltage i projektgrupper og styregruppemøder.
Da NSK’s sager ofte vil have stor samfundsmæssig betydning, vil du komme til at beskæftige dig med straffesager, som følges tæt af medierne.
Du kommer til at indgå i en advokatur med et højt fagligt niveau og et godt samarbejde om sagerne, hvor det altid er muligt at sparre med andre dygtige anklagere. Vi prioriterer, at vores anklagere hele tiden udvikler sig fagligt og personligt. Vi vægter social trivsel højt, og vores omgangstone er uformel og åben. Derudover har vi stor fokus på, at der skal være god balance mellem arbejdsliv og privatliv.
Du må påregne rejseaktivitet i mindre omfang.
Dig
• Du er en dygtig jurist (cand.jur.) med solid erfaring fra anklagemyndigheden eller fra f.eks. advokatbranchen eller en offentlig myndighed.
• Du har en høj faglig integritet med fokus på kvalitet og legalitet.
• Du arbejder kvalitetsbevidst, driftsorienteret og målrettet i et tæt tværfagligt samarbejde med efterforskere, analytikere og administrative medarbejdere.
• Du formår at arbejde i dybden inden for specialområdet og bidrager derigennem til udvikling af embedet og organisationen.
• Du inspirerer aktivt til høj faglighed i samarbejdet med andre.
• Du har gode formidlingsevner, både på skrift og mundligt, og kan kommunikere på engelsk.
• Du er robust, vedholdende, har gennemslagskraft og evner at skabe resultater.
• Det er en fordel, hvis du har retserfaring, men det er ikke noget krav. Vi skal nok sikre, at du får den rette uddannelse og bliver klædt tilstrækkeligt på til at varetage rollen.
Os
NSK er en landsdækkende specialenhed i dansk politi med ca. 1.200 medarbejdere. NSK håndterer de mest komplekse og alvorlige sager om økonomisk kriminalitet, organiseret kriminalitet og digital kriminalitet.
NSK har egen anklagemyndighed, der fører de straffesager, hvor efterforskningen har udgangspunkt i NSK’s politiarbejde. Efterforskning og strafforfølgning i NSK er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet. De komplekse kriminalitetsområder, hvor NSK ofte vil have ansvar for sagerne, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, svindel, bandekriminalitet samt organiseret narkotikakriminalitet og våbensmugling.
Løn og ansættelsesvilkår
Du bliver lønmæssigt indplaceret som enten special- eller chefkonsulent efter overenskomsten for akademikere i staten, medmindre du i forvejen er tjenestemand. Indplaceringen sker indenfor basislønintervallet inkl. pension og eventuelle tillæg forhandles individuelt og vil afhænge af dine kvalifikationer og erfaringsniveau.
Stillingens ansættelsesområde er Justitsministeriet med tilhørende institutioner. Hvis du allerede er ansat på Justitsministeriets ansættelsesområde, vil et skifte til stillingen være en rokering inden for dit ansættelsesområde.
Hvis du ikke har anklagererfaring, vil du skulle gennemføre målrettet uddannelse, som sikrer, at du hurtigt oparbejder en fortrolighed med anklagerrollen. Afhængigt af dit erfarings- og kompetenceniveau kan det forekomme, at du starter ud som anklager og efter en uddannelsesperiode overgår til specialanklager.
Du skal kunne sikkerhedsgodkendes til stillingens nødvendige, hvilket er klassifikationsgraden Hemmeligt. Du kan pålægges at varetage funktioner, hvor sikkerhedsgodkendelse til en højere klassifikationsgrad er nødvendig. Ansættelse i politiet og anklagemyndigheden er betinget af, at du til enhver tid kan opretholde den nødvendige sikkerhedsgodkendelse.
Dit arbejdssted bliver National enhed for Særlig Kriminalitet, Ejby Industrivej 125-135, 2600 Glostrup.
Søger du?
Hvis du har uddybende spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte advokaturchef Niels Dengsø Kjærsgaard på mail: NDK001@politi.dk, tlf.: 6112-2098 eller fagleder Ane Kallmayer Bach på mail: AKB004@politi.dk, tlf.: 2366-4694.
Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk og om politiet som arbejdsplads på www.jobipolitiet.dk og om Anklagemyndigheden på www.anklagemyndigheden.dk.
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Vi beder dig uploade ansøgning, CV og eksamensbeviser fra universitetet.
Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Vi forventer at holde samtaler løbende.
National enhed for særlig Kriminalitet som arbejdsplads
I National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) bliver du en del af en landsdækkende specialenhed, hvor højt specialiserede fagfolk arbejder tæt sammen med et fælles formål: at beskytte Danmark mod den mest komplekse og samfundsskadelige kriminalitet. Det er en særlig opgave.
Vi efterforsker og strafforfølger komplekse sager inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet. Derudover understøtter vi også politikredsene i hele Rigsfællesskabet med vores særlige ekspertise i kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.
Når du træder ind ad døren i NSK, møder du politifolk, anklagere, analytikere, teknikere, it-specialister, administrative og mange andre fagligheder. Vi er mange – og vi er forskellige. Du får godt 1.200 dedikerede kolleger, der trods forskelligheder har det til fælles, at vi alle bidrager med hver vores særlige styrke og dybe faglighed.
Kriminaliteten udvikler sig hele tiden, og det samme gør kravene til os. Derfor prioriterer vi faglig udvikling, vidensdeling og samarbejde højt.
I NSK finder vi stor mening i vores arbejde, fordi vores opgaver har et klart og vigtigt formål. Det, vi gør, bidrager direkte til at beskytte samfundet og styrke retssikkerheden. Det er et særligt ansvar. Det er derfor, vi arbejder i NSK.
Glostrup