Jobbeskrivelse
Specialist med IT- og forretningsanalytiske kompetencer
Specialist med IT- og forretningsanalytiske kompetencer

Vil du være med til at gøre en forskel for politiets grænsekontrol og internationale samarbejde gennem effektivisering, automatisering og digitalisering? Og vil du være med til at sætte retningen for nogle af politiets vigtigste operative IT-løsninger i forbindelse med den daglige drift? 

Hvis du kan svare ja til disse spørgsmål, er du måske vores nye kollega.

Rigspolitiet søger en specialist til Sektionen for Internationale Systemer og Grænsekontrol, der arbejder med en mere digitaliseret grænsekontrol og et styrket europæisk politisamarbejde med henblik på at styrke sikkerheden i EU.  

Hvad kan vi tilbyde dig?
Du bliver en del af et af vores centre for forretningssystemejerskaber, som har til opgave at sikre, at vores operative IT-systemer effektivt understøtter politiets kerneopgaver. Vi indgår i større komplekse Schengenprojekter, hvor vi er bindeled mellem forretning og IT med henblik på at understøtte politikredsenes operative behov på det internationale område. 

Du bliver en central drivkraft i udviklingen og forvaltningen af operative IT-løsninger, ligesom du vil få det overordnede ansvar for den forretningsmæssige forvaltning af et eller flere af vores IT-løsninger.

Centret består af medarbejdere, som har enten akademisk, politifaglig eller administrativ baggrund. 

Vi har en uformel omgangstone og vægter faglig sparring og vidensdeling højt. I hverdagen er vi i tæt dialog om fortolkning og faglige vinkler, men derudover arbejder alle medarbejdere i høj grad selvstændigt.

Hverdagen er præget af forskelligartede, komplekse og udfordrende arbejdsopgaver, hvoraf mange løses i et tæt samarbejde med politikredsene, Rigspolitiets øvrige afdelinger, Justitsministeriet, Udlændinge- og Integrationsministeriet samt EU. 

Vi har fokus på individuel kompetenceudvikling og et godt arbejdsmiljø, der først og fremmest er præget af høj faglighed, fleksibilitet, menneskelig rummelighed og godt humør.

Vi lægger vægt på en god balance mellem arbejde og privatliv og er derfor fleksible i dagligdagen, ligesom der vil være mulighed for hjemmearbejde.

Vores nye kollega
Vi forestiller os, at du har en kandidatuddannelse, f.eks. en samfundsvidenskabelig, naturvidenskabelig eller humanistisk baggrund. Men du kan også have en anden relevant uddannelse og/eller erfaring. 

Det vil være en fordel, hvis du har erfaring fra en anden styrelse, god IT-forståelse, erfaring med EU-samarbejde samt indsigt i politiets grænse- og udlændingeopgaver. 
 
Det er vigtigt, at du er struktureret, helhedsorienteret og evner at systematisere store mængder information, hvor detaljer, proces og kvalitet forenes i et samlet overblik. Du formår at nedbryde komplekse problemstillinger og oversætte det til konkrete behov.

Du kan formidle komplicerede emner både mundtligt og skriftligt og sætter en ære i, at modtagerne forstår budskaberne. Du trives endvidere med at arbejde i en politisk styret organisation, der lægger stor vægt på at understøtte politikredsene i deres daglige arbejde.

Som person falder det dig naturligt selv at tilrettelægge dit arbejde og tage ansvar for dine opgaver. Du forstår samtidig vigtigheden af et velfungerende samarbejde, og tager fælles ansvar for at indfri fælles fastsatte mål.  

Løn- og ansættelsesvilkår
Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Du indplaceres på baggrund af kvalifikationer.

Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.

Såfremt du i forvejen er ansat som tjenestemand i politiet, kan du bevare din nuværende ansættelsesform.

Dit daglige arbejdssted bliver Rigspolitiet med adresse på Ejby Industrivej 33, 2600 Glostrup. Det forventes, at arbejdsstedet på et senere tidspunkt flyttes til Sydhavnen i København. Opgaver bliver ikke ændret i forbindelse med en kommende fysisk flytning.

Din ugentlige arbejdstid vil være 37 timer om ugen og med mulighed for fleks samt lejlighedsvist hjemmearbejde.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.

Rigspolitiet har røgfri arbejdstid.

Yderligere information
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Louise Alfredsson på tlf. 6116 1087. Du kan læse mere om vores ansættelsesproces og politiet som arbejdsplads her.

Vi ønsker som arbejdsplads at afspejle mangfoldigheden i samfundet, og vi opfordrer derfor alle interesserede til at søge uanset baggrund.

Ansøgningsfrist: 19. marts 2026.

Vi forventer at afholde samtaler i uge 13

I politiet arbejder vi alle sammen for tryghed og sikkerhed

I politiet arbejder mere end 16.000 medarbejdere sammen om at forebygge og forhindre kriminalitet. Vi er alle dybt engagerede i at sikre, at Danmark er et trygt og sikkert sted at bo og leve – uanset om vi arbejder med den nære politiindsats som betjent, som efterforsker eller om vi bidrager til en af de mange andre vigtige funktioner i politiet.

Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for Danmarks i alt 15 politikredse fordelt på 12 kredse i Danmark, politiet i Grønland og på Færøerne samt National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). I Rigspolitiet udvikler vi strategier, koordinerer politiets arbejde på landsplan og arbejder med en lang række opgaver blandt andet økonomistyring, it-udvikling, juridisk rådgivning, presse og kommunikation, politisk betjening, indkøb af politiets udstyr og køretøjer samt HR-opgaver.

Lær os bedre at kende på www.jobipolitiet.dk 

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  19.03.2026
Ansøgningsfrist:  19.03.2026
Arbejdsgiver:  Rigspolitiet
Jobsted (langt): 

Glostrup

Deltid / fuldtid:  Fuldtid