Jobbeskrivelse
Struktureret administrativ medarbejder til National enhed for Særlig Kriminalitet
Struktureret administrativ medarbejder til National enhed for Særlig Kriminalitet

Er du en selvstændig administrativ medarbejder, der kan sikre struktur, overblik og fremdrift i en afdeling i vækst?

Søger du en arbejdsplads med højt til loftet, stor frihed under ansvar og muligheder for både faglig og personlig udvikling i en enhed, hvor ambitionerne er lige så store som fællesskabet, så er denne stilling lige noget for dig.

Din nye hverdag
I National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) identificerer, efterforsker og bekæmper vi de mest komplekse kriminalitetsformer i Danmark.

Efterretnings- og Analysecenteret (EAC) varetager indhentning, monitering og analyse af kompleks organiseret og økonomisk kriminalitet. Vi har særligt fokus på nye trends, modi og udvikling inden for de nationale kriminalitetsområder, som NSK er ansvarlige for.

Du bliver en del af Afdelingen for Indhentning og Monitering i Aarhus som hører under EAC. Afdelingen analyserer og monitorerer kriminalitet inden for områderne kriminelle familier, narkotika samt våben og sprængstoffer. Du kommer til at arbejde tæt sammen med kolleger på tværs af hele EAC og får en bred kontaktflade med resten af NSK.

Vores internationale engagement vokser, og vi deltager i stigende grad i internationale operationer og samarbejder, hvilket øger behovet for koordination, kommunikation og dokumentation – især gennem systemerne SIENA, der er EUROPOLS kommunikationsplatform.

Din opgave bliver blandt andet, at håndtere EAC’s ind- og udgående kommunikation via SIENA og får dermed en rolle i vores internationale sagsbehandling. Samtidig vil din opgaveportefølje løbende udvikles i takt med dine kompetencer, interesser og den tid, du har til rådighed.

Derudover vil du tage del i andre administrative driftsopgaver herunder håndteringen af fælles funktionspostkasser, hvor vi modtager oplysninger og anmodninger og har kommunikation med en lang række interne og eksterne samarbejdspartnere. Det bliver din opgave at sikre, at henvendelserne håndteres korrekt og rettidigt af de relevante ledere eller sagsbehandlere.

Vi arbejder projekt- og udviklingsorienteret og har en stærk holdånd, hvor vi løfter i flok og samler kræfterne, når store opgaver eller samfundsmæssige hændelser kræver det.

I NSK er ambitionen at være de bedste til det, vi laver – og det gælder alle medarbejdere. Hver funktion er vigtig for vores samlede samfundsansvar, og du bliver en vigtig del af det.

Derfor får du stor frihed under ansvar, og din faglighed bliver anerkendt. Vi støtter op om din faglige og karrieremæssige udvikling, alt efter dine egne ambitioner og kompetencer.

Vores nye kollega
Du har en kontoruddannelse, gerne suppleret med en akademi- eller diplomuddannelse samt flere års erfaring fra en større statslig organisation.

Det er en fordel, hvis du har erfaring med sagskoordinering og international sagsbehandling samt kendskab til politiets systemer.

Det vigtigste er dog, at du hurtigt kan sætte dig ind i politiets arbejdsgange, metoder og systemer.

Derudover forventer vi, at du:

  • Kommunikerer klart og sikkert – både mundtligt og skriftligt – på dansk og engelsk.
  • Arbejder struktureret og håndterer deadlines og opgaveflow sikkert.
  • Er selvstændig, initiativrig og løsningsorienteret.
  • Har en positiv og hjælpsom tilgang, der gør dig til en værdsat kollega.
  • Trives i et dynamisk og udviklingspræget miljø, hvor der er plads til idéer og forbedringer.



Hvis du kan se dig selv i den beskrevne profil, og hvis du samtidig får energi af at skabe struktur og finde smartere måder at gøre tingene på, så kan du være brikken til at få enheden til at fungere endnu bedre.

Løn og ansættelsesvilkår
Du ansættes i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.

Der er til stillingen knyttet en fuldt arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Hvis du er kontortjenestemand i politiet, kan du bevare denne ansættelsesform.

Dit arbejdssted bliver National enhed for Særlig Kriminalitet med adresse på Jegstrupvej 3, 8361 Hasselager.

Stillingen er fuldtid på 37 timer om ugen inkl. betalt frokostpause. 
Vores normale arbejdstid er mandag-onsdag kl. 8-16, torsdag kl. 8-15 og fredag kl. 8-14, men vi tilbyder flekstid og mulighed for hjemmearbejde op til et par dage om ugen.

NSK har røg- og nikotinfri arbejdstid.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt og kan opretholde denne gennem hele dit ansættelsesforhold.

Stillingen kan besættes, så snart processen for sikkerhedsgodkendelsen er gennemført. Vi forventer at det bliver senest 1. oktober 2026.

Vi forventer at holde samtaler torsdag den 11. juni 2026.

Kontakt og ansøgning

Hvis du har uddybende spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Sisse Gøttler på tlf.: 2465-8302 inden for normal arbejdstid. Hvis du har spørgsmål til vores ansættelsesforhold, kan du kontakte rekrutteringskonsulent Cecilie Aagaard på tlf.: 8144-3547.

Du kan følge NSK på LinkedIn og finde information om politiet som arbejdsplads her.

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Vi beder dig uploade ansøgning, CV og eksamensbevis for din relevante grunduddannelse.

Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.

National enhed for Særlig Kriminalitet som arbejdsplads
I National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) bliver du en del af en landsdækkende specialenhed, hvor højt specialiserede fagfolk arbejder tæt sammen med et fælles formål: at beskytte Danmark mod den mest komplekse og samfundsskadelige kriminalitet. Det er en særlig opgave.

Vi efterforsker og strafforfølger komplekse sager inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet. Derudover understøtter vi også politikredsene i hele Rigsfællesskabet med vores særlige ekspertise i kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.

Når du træder ind ad døren i NSK, møder du politifolk, anklagere, analytikere, teknikere, it-specialister, administrative og mange andre fagligheder. Vi er mange – og vi er forskellige. Du får godt 1.200 dedikerede kolleger, der trods forskelligheder har det til fælles, at vi alle bidrager med hver vores særlige styrke og dybe faglighed.

Kriminaliteten udvikler sig hele tiden, og det samme gør kravene til os. Derfor prioriterer vi faglig udvikling, vidensdeling og samarbejde højt.

I NSK finder vi stor mening i vores arbejde, fordi vores opgaver har et klart og vigtigt formål. Det, vi gør, bidrager direkte til at beskytte samfundet og styrke retssikkerheden. Det er et særligt ansvar. Det er derfor, vi arbejder i NSK.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  02.06.2026
Ansøgningsfrist:  02.06.2026
Arbejdsgiver:  National enhed for Særlig Kriminalitet
Jobsted (langt): 

Aarhus C

Deltid / fuldtid:  Fuldtid