Jobbeskrivelse
Systemadministrator til Nationalt Cyber Crime Center
Systemadministrator til Nationalt Cyber Crime Center

Vil du arbejde med drift, sikkerhed og videreudvikling af et lukket efterforskningsnetværk i et af politiets mest specialiserede it-miljøer?

I Nationalt Cyber Crime Center (NC3) bliver du en del af et mindre driftsteam med ansvar for kritisk infrastruktur, moderne platforme og tekniske løsninger, som efterforskere, analytikere og udviklere bruger hver dag. Her får du stor faglig bredde, reel indflydelse og mulighed for at udvikle dig i et miljø med høj specialisering og kort vej fra idé til handling.

Din nye hverdag

Nationalt Cyber Crime Center (NC3) er en del af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). Vi understøtter politiets arbejde med kompleks digital kriminalitet og nogle af de mest specialiserede efterforskninger. Det kræver stabile, sikre og specialiserede it-miljøer, som kan håndtere store datamængder og følsomme oplysninger, og som efterforskere, analytikere og udviklere kan regne med, når det gælder.

Du bliver en del af et mindre driftsteam i Sektionen for Teknik og Innovation, hvor du sammen med to kolleger har ansvar for NC3’s lukkede efterforskningsnetværk, servermiljøer og kritiske systemer for cirka 450 brugere. Her arbejder vi med on-premise-løsninger på både Linux og Windows og sikrer den tekniske platform, som understøtter politiets efterforskninger og vores egen afprøvning af ny teknologi.

Du får medansvar for den daglige drift og videreudvikling af vores miljøer, fra servere, netværk og brugeradministration til overvågning, automatisering og implementering af nye løsninger. Samtidig får du indflydelse på, hvordan vores platforme udvikles, og du bidrager til de tekniske overvejelser om nye løsninger og investeringer.

Dine opgaver spænder blandt andet over:

  • drift, vedligeholdelse og fejlsøgning på fysiske og virtuelle servere (VMware ESXi)
  • administration af Linux- og Windows-miljøer samt centrale systemer og netværk
  • drift og vedligeholdelse af Kubernetes samt overvågnings- og logplatforme (f.eks. Zabbix, Elasticsearch og Kibana)
  • brugeradministration i Active Directory samt administration af DHCP og DNS
  • overvågning af systemer og håndtering af alarmer
  • support til NC3’s medarbejdere
  • udvikling af scripts og mindre værktøjer i Python eller PowerShell til automatisering og optimering


Som team lægger vi vægt på høj faglighed, tæt samarbejde og kort vej fra idé til handling. Du får frihed i opgaveløsningen, mulighed for at udvikle dig fagligt og et stærkt kollegialt fællesskab, hvor hjælpsomhed og sparring er en naturlig del af hverdagen.

Vores nye kollega

Vi søger dig, der har en it-faglig uddannelse og erfaring med drift af it-infrastruktur. Du har et godt teknisk fundament og motiveres af at skabe stabile og sikre miljøer, hvor både drift og udvikling prioriteres.

Vi forestiller os, at du har erfaring med:

  • Linux- og Windows-systemer – både fysisk og virtuelt
  • VMware ESXi
  • Active Directory, DNS, DHCP og gruppepolitikker
  • Docker, Kubernetes og containerteknologier
  • Nginx
  • databaser som MSSQL, MySQL eller PostgreSQL


Du skriver grundlæggende scripts i Python eller PowerShell og arbejder struktureret med at dokumentere dine løsninger.

Du behøver ikke kunne det hele fra start. Det vigtigste er, at du er teknisk nysgerrig, lærer hurtigt og har lyst til at udvikle dig i rollen. Vi lægger vægt på gåpåmod, ansvarlighed og evnen til at holde fast, også når opgaverne bliver komplekse.

Som kollega bidrager du aktivt til fællesskabet. Du spørger, når du er i tvivl, deler din viden og trives i et team, hvor faglig sparring, samarbejde og en uformel tone er en naturlig del af hverdagen.

Løn og ansættelsesvilkår

Du ansættes på OAO-S-fællesoverenskomsten og organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT. Alternativt ansættes du på anden relevant overenskomst. Der er til stillingen knyttet en fuldt arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Hvis du er kontortjenestemand i politiet, kan du bevare denne ansættelsesform.

Dit arbejdssted er National enhed for Særlig Kriminalitet med adresse på Ejby Industrivej 125-135, 2600 Glostrup.

Din gennemsnitlige ugentlige arbejdstid er 37 timer inkl. betalt frokostpause. Vores normale åbningstid er mandag-onsdag kl. 8-16, torsdag kl. 8-15 og fredag kl. 8-14, men vi tilbyder flekstid og gode muligheder for selv at tilrettelægge din arbejdstid. Af sikkerhedsgrunde foregår arbejdet primært på arbejdspladsen, men der kan aftales hjemmearbejde i begrænset omfang ved behov for selvstudium eller anden fordybelse.

Politiet ønsker at understøtte og fremme medarbejdernes fysiske sundhed. Derfor har vi røg- og nikotinfri arbejdstid. Vi har en fælles kantine, der tilbyder morgenmad og frokostbuffet med salatbar og et bredt udvalg af sunde retter. Vi har en idrætsforening, vores eget fitnesscenter og en aktiv personaleforening.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, og at du kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.

Den forventede ansættelsesdato er 1. oktober 2026 eller så snart du er blevet sikkerhedsgodkendt.

Vi forventer at holde 1. samtaler den 11. juni 2026, hvor der vil være en teknisk test. 2. samtalerne er planlagt til den 17. juni 2026. Hvis ikke disse dage passer dig, beder vi dig om at oplyse det i din ansøgning.

Kontakt og ansøgning

Hvis du har uddybende spørgsmål til det faglige indhold i stillingen, er du velkommen til at kontakte politikommissær Eske Jakobsen på 2269 7781. Ved spørgsmål til løn- og ansættelsesforhold kan du kontakte rekrutteringskonsulent Rikke Vishart på 2114 3628.

Du kan følge NSK på LinkedIn og finde information om politiet som arbejdsplads her.

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Vi beder dig uploade ansøgning, CV og eksamensbevis for din relevante grunduddannelse.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.

 

National enhed for Særlig Kriminalitet som arbejdsplads

I National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) bliver du en del af en landsdækkende specialenhed, hvor højt specialiserede fagfolk arbejder tæt sammen med et fælles formål: at beskytte Danmark mod den mest komplekse og samfundsskadelige kriminalitet. Det er en særlig opgave.

Vi efterforsker og strafforfølger komplekse sager inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet. Derudover understøtter vi også politikredsene i hele Rigsfællesskabet med vores særlige ekspertise i kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.

Når du træder ind ad døren i NSK, møder du politifolk, anklagere, analytikere, teknikere, it-specialister, administrative og mange andre fagligheder. Vi er mange – og vi er forskellige. Du får godt 1.200 dedikerede kolleger, der trods forskelligheder har det til fælles, at vi alle bidrager med hver vores særlige styrke og dybe faglighed.

Kriminaliteten udvikler sig hele tiden, og det samme gør kravene til os. Derfor prioriterer vi faglig udvikling, vidensdeling og samarbejde højt.

I NSK finder vi stor mening i vores arbejde, fordi vores opgaver har et klart og vigtigt formål. Det, vi gør, bidrager direkte til at beskytte samfundet og styrke retssikkerheden. Det er et særligt ansvar. Det er derfor, vi arbejder i NSK. 

 

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  01.06.2026
Ansøgningsfrist:  01.06.2026
Arbejdsgiver:  National enhed for Særlig Kriminalitet
Jobsted (langt): 

Glostrup

Deltid / fuldtid:  Fuldtid