Jobbeskrivelse
Konsulent, politi, til Sektionen for Økonomisk Kriminalitet ved Københavns Vestegns Politi
Konsulent, politi, til Sektionen for Økonomisk Kriminalitet ved Københavns Vestegns Politi

Sektionen for Økonomisk Kriminalitet ved Københavns Vestegns Politi søger en engageret konsulent, politi, med solid politifaglig erfaring inden for efterforskning af skattesager og andre erhvervsrelaterede sager eller med specialiserede efterforskningskompetencer inden for efterforskning af organiserede netværk og fremadrettede efterforskninger.

Opgaver og ansvarsområde
Som konsulent, politi, i Sektionen for Økonomisk Kriminalitet skal du i tæt samarbejde med sektionslederne og fagkoordinatorerne bidrage til at sikre en grundig og effektiv efterforskning med fokus på kvalitet og fremdrift.

Du skal være resultatskabende og evne at arbejde selvstændigt, struktureret og med høj kvalitet i din opgaveløsning. Du skal bidrage til at styrke den faglige udvikling i sektionen ved at være en synlig profil, der bringer din viden i spil gennem daglig sparring, oplæring, faglige oplæg og undervisning. Din opgave bliver endvidere at tage aktivt medansvar for at integrerer og udnytte nye civile kompetencer.

Det forventes, at du i nogen grad selvstændigt kan koordinere og styre større og komplekse efterforskninger af økonomisk kriminalitet, ligesom det ses som en fordel, hvis du har kompetencer inden for fremadrettede efterforskningsskridt. Du skal på et højt fagligt niveau foretage prioriteringer af efterforskningsskridt og bidrage til at sektionens ressourcer bliver anvendt målrettet og effektivt.

Du skal tage ansvar og bidrage positivt og loyalt til samarbejdet med kollegaerne og ledelsen, og du skal kunne indgå konstruktivt i samarbejdet på tværs i politikredsen samt med øvrige politikredse og samarbejdspartnere.

På baggrund af den seneste flerårsaftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi er der kommet øget forventninger til politikredsen om at styrke indsatsen over for økonomisk kriminalitet. Det forventes, at du aktivt bidrager til at indfri de øgede forventninger.

Du skal som konsulent, politi, holde dig løbende orienteret om relevant viden inden for sagsområdet og være villig til at deltage i netværk og andre samarbejdsfora, hvor du kan bidrage med din faglige viden.

Om dig
Du har en politifaglig uddannelse (politiets basisuddannelse) og har specialiserede kompetencer inden for efterforskning af skattesager og erhvervsrelaterede sager eller har erfaring med efterforskning af organiserede netværk og fremadrettede efterforskningsskridt.

Du skal have et indgående kendskab til procedurer og sagsgange i hele straffesagskæden, men særligt i sager om skatte- og momsunddragelse og andre erhvervsrelaterede sager og evne på konkret vis selvstændigt at bringe denne kompetence i spil til gavn for opgaveløsningen. Du skal udføre dit arbejde med høj ansvarlighed samt evne at se opgaveløsningen i perspektivet af både lokale og nationale strategier og kunne omsætte strategiske målsætninger til handling inden for sagsområdet.

Det forventes, at du udviser initiativ, har gode samarbejdsevner og besidder stærke formidlingsevner. Derudover skal du trives med at bidrage til at styrke den faglige udvikling i sektionen ved at skabe forståelse og engagement hos dine kollegaer.

Vi forventer, at du bidrager positivt og konstruktivt til den fælles opgaveløsning, og at du udviser høj organisatorisk loyalitet, er arbejdsom og fremstår som en professionel og troværdig rollemodel på efterforskningsområdet.

Du skal fungere godt i en dagligdag med tid til fordybelse, men også med perioder, hvor der er brug for fleksibilitet fra din side, hvis det kræves. Du skal være indstillet på at løse opgaver uden for dit fagområde og på at skulle assistere andre sektioner efter ledelsens prioritering.

Du skal være nysgerrig på ny viden og motiveres af at videreudvikle dig og være villig til at deltage i relevant uddannelse.

Din nye hverdag
Du kommer til at indgå i en efterforskningsenhed, der pr. 1. november 2026 består af tre sektioner, som efterforsker sager om økonomisk kriminalitet, og som samlet kommer til at bestå af 51 medarbejdere fordelt på fagkoordinatorer, politiuddannede og civile efterforskere, administrative medarbejdere, studentermedhjælpere og tre sektionsledere.

I Sektionen for Økonomisk Kriminalitet efterforsker vi alle sager om økonomisk kriminalitet, og kompleksiteten i vores sager er meget varierende, så det forventes, at du kan bidrage med faglig sparring i alt fra simple sager til større og mere komplekse efterforskninger, hvor flere forskellige efterforskningsværktøjer tages i brug.

Hos os bliver du en del af et fagligt miljø med en høj grad af vidensdeling og kollegial støtte. Du får mulighed for faglig udvikling og for at få indflydelse på sektionens faglige arbejde. Vi lægger vægt på et godt socialt fællesskab på tværs af faggrupper og har en uformel omgangstone.

Løn- og ansættelsesvilkår
Du lønindplaceres efter klassifikationsaftalen som konsulent (politi) i løngruppe 3, sats 2, skalatrin 44 og eventuelle lokallønstillæg lukkes efter gældende bestemmelser.

Du stationeres indtil videre i Københavns Vestegns Politi med foreløbig tjeneste i Sektionen for Økonomisk Kriminalitet.

Tjenestetiden vil være 37 timer om ugen.

Som udgangspunkt er mødetiden mandag til onsdag kl. 07-15 eller 08-16, torsdag kl. 07-14 eller 08-15 og fredag kl. 07-13 eller 08-14, men der forventes en betydelig grad af fleksibilitet i forhold til opgaveløsning. Derudover er der flekstid for alle medarbejdere efter gældende flekstidsaftale.

Tjenesten udføres som udgangspunkt i civil.

Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes til Hemmelig.

Ansættelse i politiet og anklagemyndigheden er betinget af, at man til enhver tid kan opretholde den nødvendige sikkerhedsgodkendelse.

Du kommer til at indgå i en efterforskningsvagtordning, der skal besættes fra kl. 07.00-23.00 alle ugens dage.

Der vil være en løbende dialog omkring relevant efter- og videreuddannelse.

Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte fungerende politikommissær Mathias Nebel, tlf. 4024 8571, fungerende politikommissær Thomas Hindhede, tlf. 5171 5717 eller politikommissær Gitte Hansen, tlf. 6135 4972.

Stillingen søges elektronisk via politiets rekrutteringssystem på http://www.politi.dk og job i politiet. Du kan søge via karriereportalen, hvor du logger ind via internettet og ”Politiets hjemmesider” i venstre hjørne. Her logger du ind med din politimail (første gang ved glemt password), eller du kan også søge via jobportalen, hvor du søger/opretter en profil med din private mailadresse.

Se eventuel vejledning på POLintra under Stillingsopslag.


Du skal vedhæfte CV og en motiveret ansøgning (følgebrev).

Hvis du har gennemført relevante eksterne uddannelser på diplom og/eller masterniveau eller opnået tilsvarende realkompetencer, bedes du oprette bevis herfor.

Ansøgningsfrist: Den 12. november 2026.

Bemærk, at opslaget er et internt landsdækkende stillingsopslag i politiet, og at du skal være politiuddannet. Ved spørgsmål om fortrinsret skal du svare nej, da reglen om fortrinsret ikke gælder for interne stillinger.

Københavns Vestegns Politi – Vi arbejder for din tryghed
Københavns Vestegns Politi er en af Danmarks 13 politikredse og betjener 11 storkøbenhavnske forstadskommuner med godt 455.000 borgere vest for København. Politikredsen har cirka 900 ansatte med forskellige fagligheder – fra polititjenestemænd til specialister inden for IT, jura og administration. Læs mere om Københavns Vestegns Politi på politi.dk og Facebook.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  12.11.2026
Ansøgningsfrist:  12.11.2026
Arbejdsgiver:  Københavns Vestegns Politi
Jobsted (langt): 

Taastrup

Deltid / fuldtid:  Fuldtid