Jobbeskrivelse
Medarbejder søges til arbejdet med elektronisk kontrol i sek. for Kriminalitet i nære relationer
Medarbejder søges til arbejdet med elektronisk kontrol i sek. for Kriminalitet i nære relationer

Sektionen for Kriminalitet i nære relationer søger en civilt ansat kollega, der i nært samarbejde med politiets konsulent på området, kan koordinere og være fagansvarlig i forbindelse med forsøgsordningen med elektronisk kontrol som supplement til opholdsforbud (omvendt fodlænke). Den elektroniske kontrol fungerer som en elektronisk overvågning af en gerningsperson, der har fået påbud om ikke at måtte opholde sig i udvalgte zoner.

 

Din primære opgave vil være arbejdet med elektronisk kontrol, men du kan også forvente at skulle bidrage til den samlede opgaveløsning på området for kriminalitet i nære relationer herunder sager om tilhold og dokumentation (gennem transskribering eller udfærdigelse af referat) af politiafhøringer, der er lydoptaget.

 

Københavns Vestegns Politi er sammen med Københavns Politi og Nordsjællands Politi udpeget som prøvekredse til brug af elektronisk kontrol, og du vil derfor skulle indgå i et tæt samarbejde med de to øvrige prøvekredse samt eksterne samarbejdspartnere, Politiområdet i Rigspolitiet og Kriminalforsorgen.

 

 

Om dig
Vi forestiller os, at du har en relevant akademisk uddannelse, f.eks. som kriminolog. Det kan være en fordel, men det er ikke et krav, hvis du allerede har erfaring med at arbejde hos politiet.

 

Du skal have lysten til at ville sætte dig ind i lovgivningen inden for påbud om fodlænke, og vi forventer, at du tager ansvar for at bidrage med den viden i et tæt og koordinerende samarbejde i arbejdet omkring elektronisk kontrol både internt og eksternt. Du vil ikke stå alene med ansvaret, men du skal evne at anvende lovgivningen i praksis og kunne vurdere sagerne.

 

Vi forventer, at du er flittig, fleksibel, har godt humør og vil være med til at arbejde med et nyt redskab i politiets værktøjskasse.

 

 

Om stillingen
I stillingen vil du blandt andet skulle varetage følgende konkrete opgaver:
•    Etablere struktur og sagsgange for arbejdet med elektronisk kontrol i politikredsen og herunder have ansvaret for koordination af indsatser med elektronisk kontrol med interne og eksterne samarbejdspartnere
•    Foretager monitering og identifikation af, hvorvidt en gerningsperson skal indstilles til elektronisk kontrol samt udfærdiger udkast til forbudszoner
•    Modtager og visiterer data til sagsbehandlere ved overtrædelser samt selv deltager i sagsbehandlingen
•    Deltager i løbende evalueringer under forsøgsordningen og er ansvarlig for at holde dig ajour med ændringer i anvendelsen af elektronisk kontrol
•    Er ansvarlig for den faglige vidensdeling i politikredsen inden for området herunder har ansvaret for oplæring af kredsens sagsbehandlere samt tilrettelægger og forestår relevant undervisning i kredsen.

 

I arbejdet med elektronisk kontrol skal du blandt andet have ansvaret for at koordinere og iværksætte den tværfaglige beskyttelsesindsats samt at udarbejde vurderinger og indstillinger til elektronisk kontrol på baggrund af specialviden omkring særlige risikoprofiler. Det kræves således, at du i særlig grad kan tage selvstændigt ansvar for området og varetage projektledelse i forbindelse med implementering og drift af ordningen.

 

Du vil skulle varetage koordineringsopgaver med interne og eksterne samarbejdspartnere inden for et område med høj kompleksitet og stor politisk bevågenhed. Du vil endvidere skulle evne målrettet, effektivt og hurtigt at kunne bearbejde og analysere relevant information omkring en given sag og kunne omsætte dette til konkrete indstillinger/anbefalinger om brugen af elektronisk kontrol i specifikke sager. Der kræves således stærke kompetencer til formidling og ikke mindst evner til at argumentere og fagligt begrunde iværksatte initiativer og anbefalinger.

 

Forsøgsordningen trådte i kraft den 01. juli 2025.

 

 

Om os
Sektionen for Kriminalitet i nære relationer er placeret i afdelingen Special Efterforskning på Helgeshøj Alle 81 i Taastrup.

 

Ud over sager om elektronisk kontrol efterforsker vi sager vedrørende partnervold, æresrelateret vold, stalking, tilhold og opholdsforbud. Vores sager spænder fra mindre voldssager til store og komplekse efterforskninger, hvor flere efterforskningsværktøjer benyttes.

 

 

Din nye hverdag
Du vil indgå i en efterforskningssektion bestående af 12 efterforskere, to fagkoordinatorer, administrativt personale og en personaleleder.

 

Du kan forvente:
•    Flexible arbejdstider med mulighed for en god balance mellem arbejdsliv og privatliv 
•    Udfordrende og spændende arbejde i et dynamisk team
•    Mulighed for faglig kompetenceudvikling
•    At du i kortere eller længere perioder kan komme til at assistere andre sektioner i forbindelse med dokumentation af politiafhøringer, som er lydoptagede. 

 

 

Løn- og ansættelsesvilkår
Har du akademisk baggrund bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. 

 

Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst. 

 

Du vil blive ansat på fuld tid, 37 timer ugentligt. Som udgangspunkt er mødetiden kl. 07-15 eller 08-16 mandag til onsdag, kl. 07-14 eller 08-15 torsdag og kl. 07-13 eller 08-14 fredag. Der vil være mulighed for flekstid for alle medarbejdere efter gældende flekstidsaftale og mulighed for hjemmearbejde efter nærmere aftale. 

 

Dit arbejdssted bliver Helgeshøj Alle 81, 2630 Taastrup. 

 

Vi har røg- og nikotinfri arbejdstid. 

 

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes og at denne kan opretholdes under hele ansættelsen. 

 

 
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte pk. Gitte Hansen, tlf. 6135-4972, fagkoordinator Casper Fiala, tlf. 5144-5905 eller fagkoordinator Anders Gylden, tlf. 5168-4226.

 

Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk og om politiet som arbejdsplads på www.jobipolitiet.dk.


 
Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold. 

 

 

Ansøgningsfrist: den 27. november 2025. 

 

 

Københavns Vestegns Politi – vi arbejder for din tryghed
Københavns Vestegns Politi er en af Danmarks 12 politikredse og betjener de storkøbenhavnske forstadskommuner Albertslund, Ballerup, Brøndby, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre og Vallensbæk. I politikredsen bor godt 429.000 borgere og der er cirka 930 ansatte i politikredsen. Hovedparten er polititjenestemænd, men herudover er der også ansat medarbejdere med bl.a. akademisk, administrativ og juridisk baggrund. Du kan læse mere om Københavns Vestegns Politi på politi.dk, Facebook og X.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  27.11.2025
Ansøgningsfrist:  27.11.2025
Arbejdsgiver:  Københavns Vestegns Politi
Jobsted (langt): 

Taastrup

Deltid / fuldtid:  Fuldtid