Har du solid teknisk erfaring med Pexip og videokonferenceløsninger, og har du mod på at tage det faglige ansvar for en løsning, der understøtter politiets daglige arbejde? Så er det måske dig vi søger.
Rigspolitiets Koncern IT søger en fagligt stærk teknisk specialist til Arbejdsplads services.
Som Pexip-specialist får du en central rolle i driften og udviklingen af politiets interne ITV-løsning (videomødeløsning). Løsningen anvendes på tværs af politiet og stiller høje krav til stabilitet, tilgængelighed og sikkerhed.
Du bliver den primære tekniske ansvarlige for løsningen og får derfor stor indflydelse på både den daglige drift og den fremtidige tekniske udvikling.
Stillingen kræver en høj grad af selvstændighed, da du bliver sektionens specialist på området. Du står dog ikke alene med opgaverne, men får et tæt samarbejde med sektionens øvrige specialister, andre dele af Koncern IT og eksterne leverandører.
Du tager teknisk ansvar og sikrer stabil drift
Du kommer til at arbejde med en løsning, hvor stabil og sikker drift er afgørende. Du skal kunne bevæge dig mellem den daglige tekniske drift, fejlsøgning og udvikling af løsningen.
Du får mulighed for at præge den tekniske retning, udfordre eksisterende løsninger og arbejde med forbedringer, der styrker både driftsstabilitet og brugeroplevelse.
Dine opgaver vil blandt andet være at:
• sikre stabil og sikker drift af politiets Pexip-baserede ITV-løsning
• varetage teknisk administration, konfiguration, vedligeholdelse og opdatering af platformen
• analysere og fejlfinde på komplekse tekniske problemstillinger
• overvåge løsningens tilgængelighed, performance og kapacitet
• identificere og gennemføre tekniske forbedringer og optimeringer
• sikre dokumentation af løsningens arkitektur, konfiguration og driftsprocedurer
• arbejde med sikkerhed, sårbarheder og løbende vedligeholdelse
• bidrage til tekniske beslutninger om løsningens fremtidige udvikling
• koordinere med øvrige dele af Koncern IT, leverandører og samarbejdspartnere
• bevare overblikket og sikre fremdrift ved kritiske driftshændelser.
Du får en høj grad af frihed under ansvar, og vi forventer, at du både kan identificere udfordringer og tage initiativ til at løse dem.
Du har teknisk tyngde og erfaring med videokonferenceløsninger
Vi søger en specialist med solid erfaring inden for IT-infrastruktur og videokonferenceteknologi. Du har gerne praktisk erfaring med Pexip og forstår de tekniske sammenhænge, der er nødvendige for at kunne drifte og videreudvikle en kompleks løsning.
Du har en struktureret tilgang til fejlsøgning og kan arbejde selvstændigt med både kendte og nye tekniske problemstillinger.
Du har optimalt set et godt teknisk fundament inden for flere af følgende områder:
• Pexip, herunder installation, konfiguration, administration og fejlsøgning
• videokonferenceteknologier og kommunikationsprotokoller som SIP, H.323 og WebRTC
• netværksforståelse, herunder TCP/IP, DNS, firewalls og certifikater
• virtualiserede servermiljøer og underliggende infrastruktur
• overvågning, logging, performanceanalyse og kapacitetsstyring
• IT-sikkerhed, patch management og sårbarhedshåndtering
• ITIL-processer med fokus på incident-, problem- og change management
• teknisk dokumentation og automatisering af driftsopgaver.
Du behøver ikke kunne det hele. Det vigtigste er, at du har en stærk teknisk forståelse, erfaring med Pexip eller tilsvarende løsninger og evnen til selvstændigt at sætte dig ind i komplekse tekniske problemstillinger.
Det er en forudsætning, at du taler, skriver og forstår dansk og engelsk på højt niveau.
Du tager ejerskab gennem faglighed
Du trives med at have et selvstændigt teknisk ansvar og motiveres af at sikre, at løsninger fungerer stabilt og sikkert.
Du er nysgerrig, analytisk og løsningsorienteret. Du udfordrer gerne eksisterende arbejdsgange og tekniske løsninger, når du ser muligheder for at gøre tingene bedre.
Du arbejder struktureret, dokumenterer dit arbejde og forstår vigtigheden af videndeling, særligt når du er den primære specialist på et teknisk område.
Du kan samarbejde med forskellige faggrupper og formidle komplekse tekniske problemstillinger på en forståelig måde. Samtidig er du robust og kan bevare overblikket, når driften er presset.
Vi forventer ikke, at du har svarene på alt. Til gengæld forventer vi, at du har den tekniske nysgerrighed og vedholdenhed, der skal til for at finde dem.
Her rangerer dit initiativ højt
Vi er politiets øverste myndighed og kan ikke fungere uden klare kommandoveje. Alligevel har vi en kultur, hvor kunnen og initiativ har meget at skulle have sagt. Hvor der er plads til at byde ind og blive hørt. Som ansat i Rigspolitiet får du en høj grad af faglig selvstændighed og mulighed for at sætte præg på opgaverne og vejen til målet. Sådan kan din indsats bidrage direkte til politiets arbejde.
Din nye arbejdsplads
Du bliver en del af Arbejdsplads services i Rigspolitiets Koncern IT. Sektionen består af 22 medarbejdere med forskellige tekniske specialer og har ansvaret for en bred vifte af løsninger, der understøtter politiets digitale arbejdsplads.
Sektionen er kendetegnet ved høj faglighed, en uformel omgangstone og plads til både humor og sparring. Hverdagen er præget af stor aktivitet, komplekse tekniske opgaver og løbende faglig udvikling.
Du får en selvstændig specialistrolle, men bliver samtidig en del af et større teknisk fællesskab, hvor vi hjælper hinanden og samarbejder på tværs af fagområder.
Du får desuden en bred berøringsflade med centrets øvrige sektioner, resten af Koncern IT og eksterne samarbejdspartnere.
Vi arbejder alle for det samme mål: at levere en robust og sikker IT-understøttelse, så politiet kan løse sine vigtige samfundsmæssige opgaver.
Løn og ansættelsesvilkår
Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Du bliver indplaceret som fuldmægtig, special- eller chefkonsulent på baggrund af kvalifikationer.
Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst.
Organisatorisk er du tilknyttet Rigspolitiets Koncern IT. Dit arbejdssted er på Frederikskaj 8, 2450 København SV.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Rigspolitiet har røgfri arbejdstid.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Ivan Garbacz på 23282992
Du kan læse mere om vores ansættelsesproces og politiet som arbejdsplads her
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Ud over ansøgning og CV bedes du uploade dit eksamensbevis.
Vi ønsker som arbejdsplads at afspejle mangfoldigheden i samfundet, og vi opfordrer derfor alle interesserede til at søge uanset baggrund.
Ansøgningsfrist: 7. november 2026.
Vi forventer at afholde samtaler løbende, så søg gerne tidligt.
Vi arbejder sammen for tryghed og sikkerhed
Vi er cirka 18.000 ansatte i politiet, hvor omkring to tredjedele er polititjenestemænd og politikadetter og resten er civilt ansatte. Vi er alle dybt engagerede i at sikre, at rigsfællesskabet er et trygt og sikkert sted at bo og leve – uanset om vi arbejder med det operative beredskab, forebygger eller efterforsker, eller bidrager med en af de mange andre vigtige funktioner i politiet.
Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for rigsfællesskabets i alt 15 politikredse. Vi sørger for, at politikredsene har de rette rammer for deres arbejde og udvikling. Vi står bag god ledelse og uddannelse. Bag tjenestevåben, der matcher opgaven. Bag ordentlig hjælp, hvis såret har sat sig i sindet hos vores politikolleger. Vi står bag teknologi, der følger udvikling. Bag fordeling af ressourcerne. Bag fremtidens politi. Det er os – Rigspolitiet – der altid er bag dem, der står forrest.
Lær os bedre at kende på www.jobipolitiet.dk.
København SV