Vil du være med til at styrke trivsel og arbejdsmiljø i politiet og bidrage til et trygt samfund?
I politiet arbejder vi hver dag for at skabe tryghed og sikkerhed i samfundet. Det kræver et stærkt og velfungerende arbejdsfællesskab, hvor vores medarbejdere trives, og har de bedste forudsætninger for at løse deres opgaver. Vil du være med til at sikre et godt arbejdsmiljø for dem der sikrer samfundet?
Som udviklingskonsulent med fokus på organisationsudvikling, trivsel og arbejdsmiljø bliver du en del af en dynamisk HR-afdeling, hvor vi arbejder strategisk og praksisnært for at skabe en stærk og bæredygtig arbejdsplads. I denne nyoprettede stilling får du en unik mulighed for at sætte dit præg på organisationen.
Om stillingen
Du bliver en del af HR-sektionen for uddannelse, udvikling og trivsel, hvor vi understøtter politikredsen i at udvikle og implementere initiativer, der bidrager til et godt og motiverende arbejdsmiljø.
Vi kan tilbyde dig en generaliststilling, hvor du bidrager til den strategiske udvikling af trivsel samt fysisk og psykisk arbejdsmiljø – i tæt samarbejde med kolleger, som er ansvarlige og bidragende til de forskellige arbejdsområder. Det indebærer, at du skal udvikle, facilitere og gennemføre initiativer på både medarbejder- og lederniveau og designe, implementere og drive initiativer, der understøtter en dynamisk arbejdsplads med høj trivsel.
Da stillingen er nyoprettet, får du stor mulighed for selv at udvikle dine arbejdsopgaver – men du vil blandt andet arbejde med:
• Udvikling og understøttelse af initiativer, der fremmer trivsel og godt arbejdsmiljø
• Udvikling og implementering af forebyggende arbejdsmiljøindsatser samt opfølgning på trivselsundersøgelser
• Strategisk kompetenceudvikling på tværs af organisationen
• Projektledelse og facilitering af HR-strategiens initiativer
• Medvirke til opstart og drift af ledernetværk
• Udarbejdelse af beslutningsoplæg til politikredsens øverste ledelse og næstøverste ledelse.
Dine indsatser bliver en prioriteret del af politikredsens udvikling og er afgørende for, at vi når i mål med HR-strategiens ambitioner.
Om dig
Vi søger en udviklingsorienteret og relationel stærk kollega, der kan bidrage til at omsætte data, ideer og strategiske beslutninger til konkrete indsatser, som skaber reel forandring. Du vil selv skulle bidrage til indsatsernes drift, og det er vigtigt, at du både kan arbejde strategisk, og kan lide selv at have fingrene i driften.
Vi forestiller os at du:
• Har en relevant akademisk kandidatuddannelse eller lignende relevant uddannelse
• Har erfaring med organisationsudvikling og implementering af trivsel- og arbejdsmiljøinitiativer
• Er dygtig til at facilitere og drive udviklingsprocesser samt skabe engagement omkring dine projekter
• Arbejder analytisk og databaseret samt har erfaring med at udarbejde beslutningsoplæg
• Trives i en politisk styret organisation
• Har stærke relationelle kompetencer, evner at lytte og kan samarbejde på tværs af faggrupper
• Er en dygtig kommunikator både mundtligt og skriftligt
• Er en teamplayer, men også arbejder selvstændigt og struktureret.
Vi er åbne for både erfarne kandidater og nyuddannede med stærkt drive og analytiske evner.
Hvad kan vi tilbyde?
Hos os får du en arbejdsplads, hvor du gør en reel forskel for medarbejderne, der hver dag arbejder for at sikre et trygt og sikkert samfund. Vi tilbyder:
• Indflydelse – du får mulighed for at præge udviklingen af trivsel og arbejdsmiljø i en vigtig samfundsorganisation
• Fleksibilitet – mulighed for fleksible arbejdstider og hjemmearbejdsdage samt stor frihed til at planlægge din egen arbejdsdag
• Læring og udvikling – relevant efteruddannelse inden for arbejdsmiljø og trivsel, afhængigt af din faglige baggrund.
• Et stærkt fællesskab – engagerede og dygtige kollegaer i en organisation, hvor vi værdsætter samarbejde og videndeling.
• En meningsfuld stilling – du bliver en del af en organisation med et vigtigt samfundsmæssigt formål.
Løn- og ansættelsesvilkår
Tiltrædelse pr. 1. juni eller hurtigst muligt derefter.
Arbejdstiden er 37 timer pr. uge.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation eller anden relevant overenskomst.
Dit arbejdssted bliver Københavns Vestegns Politi, Birkelundsvej 2, 2620 Albertslund.
Vi ligger tæt på offentlig transport og grønne cykelruter. Vi tilbyder desuden gode og gratis parkeringsmuligheder.
Arbejdspladsen er røg- og nikotinfri.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, og du kan opretholde denne godkendelse under hele din ansættelse.
Kontakt og ansøgning
Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte sektionsleder Sofie Munk på tlf.: 23401118.
Vi ser frem til at høre fra dig.
Ansøgningsfrist: 16. marts 2025
Vi forventer holde samtaler i uge 13 og 14.
Vi sender besked til alle ansøgere når vi indgår aftale om ansættelse med en kandidat. Da den valgte kandidat, før en endelig aftale om ansættelse kan indgås, skal sikkerhedsgodkendes, skal vi bemærke at der godt gå noget tid efter afholdelse af samtaler, før alle ansøgere modtager besked.
Københavns Vestegns Politi – vi arbejder for din tryghed
Københavns Vestegns Politi er en af Danmarks 12 politikredse og betjener de storkøbenhavnske forstadskommuner Albertslund, Ballerup, Brøndby, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre og Vallensbæk. I politikredsen bor godt 429.000 borgere og der er cirka 930 ansatte i politikredsen. Hovedparten er polititjenestemænd, men herudover er der også ansat medarbejdere med bl.a. akademisk, administrativ og juridisk baggrund. Du kan læse mere om Københavns Vestegns Politi på politi.dk, Facebook og X.
Albertslund