Er du jurist med et højt fagligt niveau, og er du en dygtig underviser og formidler? Vil du være med til at danne og undervise fremtidens politibetjente og politikadetter og dermed bidrage til at sikre et trygt og sikkert samfund med borgeren i centrum?
Vi styrker jurateamet på Politiskolen og søger jurister til et barselsvikariat med afsæt i ovenstående.
Om jobbet
Som underviser på Politiskolen bliver din primære opgave at undervise de studerende i politijura, hvor strafferet er det, der fylder mest. Du vil endvidere løbende være med til at udvikle materiale på det juridiske område samt tilrette undervisningsforløb efter behov.
Du bliver en del af et tværfagligt samarbejde, som består af både polititjenestemænd og akademikere, hvor I i fællesskab har ansvaret for undervisningen på politiets basisuddannelser. Der vil i perioder også være mulighed for at undervise på politiets efter- og videreuddannelser.
Om dig
Vi forventer, at du er uddannet cand.jur. og at du har en faglig interesse i politiet som organisation, herunder politiets rolle og funktion i det moderne samfund. Du har en selvstændig tilgang til dine arbejdsopgaver og ansvarsområder, og er samtidig fagligt lydhør og støtter op om fællesskabet og det gode samarbejde.
Det er ikke et krav, men en fordel, hvis du har erfaring med undervisning eller proces, f.eks. fra et job i anklagemyndigheden.
Vi tilbyder en spændende arbejdsplads, hvor der vil være mulighed for udvikling både personligt og fagligt, og hvor vi prioriterer balancen mellem familie- og arbejdsliv højt. Du vil i stor udstrækning have indflydelse på din arbejdsdag med mulighed for hjemmearbejde.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende aftale mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Du bliver indplaceret som fuldmægtig, specialkonsulent eller chefkonsulent på baggrund af kvalifikationer.
Dit arbejdssted bliver Rigspolitiet, Politiskolen, Uddannelsescenter Øst med adresse på Brøndbyøster Boulevard 30 i 2605 Brøndby.
Der er tale om en fuldtidsstilling på 37 timer ugentligt.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Politiskolen har røgfri arbejdstid.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte fg. Politikommissær Anders Hamberg, tlf. 5144-0695.
Du kan læse mere om vores ansættelsesproces og politiet som arbejdsplads her
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Foruden ansøgning og CV bedes du uploade relevant eksamensbevis. Alle dokumenter skal være i pdf-format.
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede, uanset baggrund, til at søge stillingen.
Ansøgningsfrist: d. 9. oktober 2026
Vi forventer at afholde samtaler løbende
I politiet arbejder vi alle sammen for tryghed og sikkerhed
Vi er cirka 18.000 ansatte i politiet, hvor omkring to tredjedele er polititjenestemænd og politikadetter og resten er civilt ansatte. Vi er alle dybt engagerede i at sikre, at rigsfællesskabet er et trygt og sikkert sted at bo og leve – uanset om vi arbejder med det operative beredskab, forebygger eller efterforsker, eller bidrager med en af de mange andre vigtige funktioner i politiet.
Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for rigsfællesskabets i alt 14 politikredse og National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). Vi sørger for, at politiet har de rette rammer for politiets arbejde og udvikling.
Vi står bag god ledelse og uddannelse. Bag tjenestevåben, der matcher opgaven. Bag ordentlig hjælp, hvis såret har sat sig i sindet hos vores politikolleger.
Vi står bag teknologi, der følger udvikling. Bag fordeling af ressourcerne. Bag fremtidens politi. Det er os – Rigspolitiet – der altid er bag dem, der står forrest
Lær os bedre at kende på www.jobipolitiet.dk
Brøndby