Jobbeskrivelse
Sydsjælland og Lolland-Falsters politi søger medarbejdere til forebyggelse af vold i nære relationer
Sydsjælland og Lolland-Falsters politi søger medarbejdere til forebyggelse af vold i nære relationer

Vil du være med til at styrke politikredsens arbejde inden for områderne vold i nære relationer, voldtægt, stalking og æresrelaterede forbrydelser? Har du mod på at være med til at implementere nye tilgange og løsninger i politiet og har du erfaring inden for ovennævnte områder, så har vi måske et job til dig. 

 

Om jobbet 
I en specialiseret enhed i Vordingborg arbejdes der fokuseret på at forebygge vold i nære relationer, samt med implementering af en traumeinformeret praksis på tværs af Sydsjælland og Lolland-Falsters politikreds. Den Specialiserede Enhed består i dag af en psykolog, en socialrådgiver og to politiuddannede med efterforskningskompetencer. 

 

Enheden er forankret i politikredsens Forebyggelsessekretariat, men samarbejder bredt med politikredsens øvrige afdelinger, herunder bl.a. beredskabet, efterforskningen og anklagemyndigheden. 

 

Dine opgaver i den specialiserede enhed bliver bl.a. at:

•    Udarbejde og gennemføre handlinger på baggrund af risikovurderinger, f.eks. akutte sikkerhedstiltag og relationsopbygning til forurettet eller udøver.  
•    Afholde faglige oplæg/intern uddannelse om sagsområder som traumeinformeret praksis, bias og viden om akutte forebyggelsestiltag på tværs af politikredsen. 
•    Opbygge netværk med relevante eksterne organisationer og myndigheder, som løbende inddrages i de borgerfokuserede løsninger for at sikre, at relevante hjælpe- og beskyttelsesforanstaltninger tilpasset det enkelte offers situation sættes i værk.
•    Medvirke til løbende at udvikle enhedens arbejde med såvel ofre for som udøvere af vold i nære relationer, herunder at udvikle, konceptbeskrive og afprøve nye forebyggelsesmetoder.
•    Medvirke til at udvikle og implementere et nyt koncept for udvidet kontakt til udøvere.  
•    Bidrage til at screene og monitere sager samt medvirke til måludpegning inden for SVÆV-områderne (stalking, vold i nære relationer, æresrelaterede forbrydelser og voldtægter), hvor der er særlig bekymring for gentagen kriminalitet eller behov for ekstra opfølgning til den forurettede part eller til udøver.  

 

Om dig 
Vi forventer at du har en relevant uddannelse, som fx psykolog eller socialrådgiver, og at du har praksiserfaring fra arbejde med borgere, der er udsat for vold i nære relationer. Det vil endvidere være en fordel hvis du har erfaring med arbejdet i en politisk styret organisation.  

 

Du får mange forskellige samarbejdsflader, både internt og eksternt, og arbejdet kræver, at du er god til at skabe netværk og generelt trives med tværfagligt samarbejde. 

 

Du forventes endvidere at være god til såvel skriftlig, som mundtlig kommunikation og til at etablere dialog med kriminalitetsramte borgere, samt med interne og eksterne samarbejdspartnere. 

 

Du skal være motiveret af kontakten til borgerne, både ofre og udøvere, og til at skabe helhedsorienterede løsninger.

 

Du har viden om traumeinformeret praksis og formår at omsætte denne viden i dit daglige arbejde. 

 

Vi forventer at du er god til at arbejde selvstændigt og til at prioritere din tid – også når der er travlt, men at du også er en god teamspiller og at du bidrager konstruktivt til det generelle arbejde i Specialiseret Enhed og Forebyggelsessekretariatet.

 

Løn- og ansættelsesvilkår
Er du socialrådgiver bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende organisationsaftale for socialrådgivere i staten samt LC/CO10-fællesoverenskomsten.

 

Har du anden relevant baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til relevant overenskomst.

 

Dit arbejdssted bliver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, med adresse på Københavnsvej 47 i Vordingborg.  

 

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.

 

Vi har røgfri arbejdstid. 

 

Stillingen er til besættelse snarest muligt.

 

Ansøgningsfrist 10.12.25. 

Der afholdes første samtaler d. 15.12 og anden samtaler d. 17.12.

 

Kontakt 
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Charlotte Bergen Skov på tlf. 4191 0418 eller sektionsleder Kirstine Klukan på tlf. 4132 8239. Du kan læse mere om Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på www.politi.dk.

 

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Du skal derfor ikke slette tidligere dokumenter, hvis du søger endnu et job. Det er først, hvis du har fået afslag på en søgt stilling, at du kan slette dokumenterne knyttet dertil. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV, bedes du uploade dit eksamensbevis. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format.

 

Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge uanset køn, alder, religion og etnisk tilhørsforhold.

 

Om Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er bygget op om fem lokalstationer. Lokalstationerne er placeret i Nakskov, Nykøbing F., Vordingborg, Næstved og Slagelse. Derudover er udlændinge-kontrolafdelingen placeret i Rødby Havn. 
Næstved er hovedstationen i politikredsen, som omfatter i alt 7 kommuner, nemlig Slagelse, Sorø, Næstved, Faxe, Vordingborg, Guldborgsund og Lolland, hvor der bor ca. 390.000 borgere. 
Antallet af ansatte i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er ca. 850 medarbejdere, hvor hovedparten er polititjenestemænd. Herudover er der ansat medarbejdere med såvel akademisk, som administrativ og juridisk baggrund m.m. 

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  10.12.2025
Ansøgningsfrist:  10.12.2025
Arbejdsgiver:  Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi
Jobsted (langt): 

Vordingborg

Deltid / fuldtid:  Fuldtid