Sydsjællands og Lolland-Falsters politi søger måleoperatører til automatisk trafikkontrol
Vordingborg
Har du lyst til at understøtte færdselspolitiets arbejde?
Som måleoperatør af hastighedsovertrædelser ved automatik trafikkontrol (ATK), får du muligheden for at bidrage til at nedbringe antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken, og dermed øge færdselssikkerheden og trygheden i trafikken.
Din indsats er værdsat og en vigtig del af at optimere politiets arbejde.
Om jobbet
I operatørjobbet foretager du hastighedsmålinger i hele politikredsen. Du stiller hver dag udstyret op med ansvar for at sikre, at billeder og målinger foretages korrekt. Vi har fokus på præcision og høj kvalitet af målingerne og udveksler kollegialt erfaringer om opgaveløsningen.
Da du primært arbejder alene, tilbyder vi her et job til dig, som er robust og trives med høj grad af selvstændighed med frihed under ansvar.
Vi giver en grundig oplæring i jobbet og vores måleudstyr, radio m.v., inden du begynder opgaverne.
Foruden weekendvagter, kan der forekomme nattevagter.
Vi har udkørsel fra politistationerne i Slagelse, Næstved, Vordingborg, Nykøbing F. og Nakskov.
Om dig
Du har kørekort til kategori B og basalt kendskab til færdselsloven, særligt hastighedsbestemmelser.
Herudover har du god teknisk forståelse og it-kendskab på brugerniveau. Som person er du selvstændig og formår at prioritere dine opgaver. Det fungerer fint for dig at arbejde alene, og du trives med, at hovedparten af din arbejdsdag foregår i en bil som holder stille. Du besidder situationsfornemmelse og kan håndtere tilspidsede situationer på en konstruktiv måde.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale mellem Rigspolitiet, Centralorganisationen af 2010 og Politiforbundet
Basisløn udgør 25.331,42 kr. pr. måned i aktuelt niveau. Pensionsbidraget udgør 18,40% af pensionsgivende løndele, hvoraf 1/3 betragtes som eget bidrag.
Stillingerne er på 37 timer om ugen og arbejdstiden vil variere mellem dag, aften- og nattearbejde, inklusiv weekender.
Der ydes arbejdstidsbestemte tillæg efter den mellem Finansministeriet og Centralorganisation af 2010 indgåede aftale om tillæg for aften-/nattjeneste inden for CO10’s forhandlingsområde.
Dit arbejdssted bliver med udkørsel fra en af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis stationer.
Vi har røgfri arbejdstid
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.
Kontakt og ansøgning
Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til: pk. Søren Skotte på tlf.: 41328799 eller mail: SSK005@POLITI.DK (Mailen kan IKKE anvendes til ansøgninger).
Du kan endvidere finde mere generel viden om politiet på www.politi.dk.
Du søger stillingen via vores rekrutteringssystem. Når du søger om en stilling ved politiet opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere stillinger ved politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt stilling. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilken stilling du søger. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge, uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Ansøgningsfrist: 26. februar 2026
Vordingborg