Jobbeskrivelse
Windows-specialist med masser af passion for serverinfrastruktur til PET og den større sags tjeneste
Windows-specialist med masser af passion for serverinfrastruktur til PET og den større sags tjeneste

Hos PET søger vi en engageret Windows-specialist, der brænder for Windows-baserede servere. Du vil spille en central rolle i at sikre stabilitet, sikkerhed og effektivitet i vores infrastruktur og IT-miljø. Er det dig, vi mangler?

 

Bliv en del af holdet omkring IT-infrastruktur i PET

Din primære opgave vil blive at sikre driften af vores eksisterende servere, hjælpe med at automatisere installationer af nye servere samt sikre life-cycle planlægning, så der ikke opstår teknisk gæld. 


Af konkrete opgaver kan bl.a. nævnes: 
•    Sikkerhedshærdning og optimering af Windows images 
•    Løbende opdateringer og patch 
•    Daglig drift og fejlsøgning 
•    Bistå med at overvågning og logning er optimeret 
•    Automatisering af rutineopgaver 
•    Bidrage til modernisering af systemer og processer 

 

Du vil blive en del af PET’s IT-sektor, som leverer IT-services til hele organisationen. IT-sektoren består af tre centre, et Infrastruktur center, et Applikationscenter og et center for Digitale Services. Disse centre er yderligere opdelt i sektioner, hvor de faglige kompetencer er grupperet med hensyntagen til den bedst mulige understøttelse af leverancerne og faglige fællesskaber. Du vil blive placeret i sektionen for integrationer og refererer til sektionslederen herfor.

 

Du vil komme til at arbejde sammen med erfarne medarbejdere på hhv. Linux og Windows-området og vi er derfor åbne overfor både en erfaren specialist, men også en nyuddannet, som fx under sin uddannelse har haft berøringsflade med Windows-baserede server eller arbejdet med IT-drift. Dit arbejde vil være præget af kommunikation og samarbejde på tværs af hele IT-sektoren.

Vores kultur er baseret på samarbejde, tillid og ansvarlighed. Fælles for medarbejderne, er ønsket om at tjene en meningsfyldt sag, som er større end profit og markedsandele.

 

Få en hverdag, der aldrig bliver hverdag
PET er en organisation som adskiller sig fra de fleste. Vores opgave er at forebygge, efterforske og modvirke trusler mod friheden, demokratiet og sikkerheden i det danske samfund. Dette stiller høje krav til vores IT-løsninger, datakvalitet og ikke mindst passionerede og kompetente medarbejdere.

 

Som windowsspecialist i PET bliver du en del af en hverdag, der er præget af opgaver, som ikke findes andre steder, og hver dag byder på nye udfordringer, som ikke fandtes i går. Vi har en hverdag, der aldrig bliver hverdag, og det kan du også få.

 

Hvad kommer du med?
Vi ser gerne, at du er nysgerrig og har viljen og evnen til at lære nyt. Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende, men det er en fordel, hvis du kommer med en baggrund som datamatiker, IT-teknolog, automatiktekniker eller lignende i dette felt inden for IT. 

Derudover forventer vi, at: 
•    Du har en forståelse for, hvad det vil sige, at arbejde med IT-drift, herunder en grundforståelse for servere og netværk
•    Du har evnen til at arbejde struktureret med life-cycle-management
•    Du samarbejder naturligt med forskellige kollegaer og kan få bygget et godt samarbejde op på tværs
•    Du er en person med et skarpt overblik og evnen til at selvstændigt håndtere dine opgaver. 
•    Du er en person, der er villig til at stå på egne fødder

 

I PET vægter vi desuden visse personlige kompetencer højt. Det er kompetencer, som vi mener, er essentielle for alle PET-ansatte uanset faglig baggrund. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os, at vi finder det rette match. Du kan læse om kompetencerne her www.pet.dk/job.

 

Ansættelsesforhold
Ansættelsesstart pr. 1 august. Vi forventer at påbegynde samtaler i uge 22. Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.pet.dk/job. 

 

Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer. 

 

Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information. 

 

Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.

Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.

 

Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station, hvor både S-tog og bus kører lige til døren. I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse vores opgaver.    

 

Yderligere information
Du kan lære meget mere om PET som arbejdsplads på www.pet.dk/job, hvor du bl.a. kan læse mere om alle de fagligheder, der arbejder i PET og deres hverdag. Du kan også lytte til vores podcastserie ’Tjenesten og truslerne’.

 

Du er også altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende. 

 

Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.

 

Det er vigtigt for os, at PET afspejler den mangfoldighed, som vi arbejder for. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset køn, alder, religion, seksualitet og etniske tilhørsforhold til at søge stillingen.

 

 

 

Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.
 

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  18.05.2025
Ansøgningsfrist:  18.05.2025
Arbejdsgiver:  Politiets Efterretningstjeneste
Jobsted (langt): 

Søborg

Deltid / fuldtid:  Fuldtid