Jobbeskrivelse
Specialkonsulent (politi) søges til Sporingssektionen i CØKØ i NSK
Specialkonsulent (politi) søges til Sporingssektionen i CØKØ i NSK

Specialkonsulent, politi, søges til Sporingssektionen i CØKØ i NSK

Center for Økonomisk Kriminalitet Øst, National enhed for Særlig Kriminalitet
Vil du være med til at sætte retningen i nogle af de mest højprofilerede sager inden for økonomisk kriminalitet i Danmark? Tiltaler landsdækkende sager, internationalt samarbejde og erfaringsudveksling med udlandet dig?

Din nye hverdag
I Center for Økonomisk Kriminalitet Øst (CØKØ) arbejder vi med de mest komplekse sager om økonomisk kriminalitet. Vi arbejder projektorienteret, hvor medarbejdere med forskellige kompetencer arbejder tæt sammen for at løse opgaven. Vi samarbejder ofte med specialiserede kolleger på tværs af NSK og har stort fokus på fællesskab, samarbejde og høj faglighed. Vi bestræber os på i fællesskab at skabe et unikt arbejdsmiljø og en god balance mellem arbejde og privatliv. Derudover prioriterer vi et læringsmiljø med uddannelse både på individuelt og organisatorisk niveau


Sporingssektionen arbejder med at udfinde, beslaglægge og konfiskere bl.a. udbytte fra kriminalitet. Det kan være i sager om økonomisk kriminalitet, men også i sager om narkokriminalitet, rufferi og menneskesmugling. Arbejdet sker ofte som en understøttelse af verserende efterforskninger, forankret enten internt i NSK, i politikredsene eller i udlandet. Sporingsarbejdet består typisk i at indhente oplysninger om de mistænkte f.eks. via deres skatteoplysninger (R75), editionspålæg til pengeinstitutter, internationale retshjælpsanmodninger, Open Source (OSINT) m.fl. De indhentede oplysninger analyseres i et tæt samarbejde mellem efterforskerne, en økonomisk konsulent, en analytiker og en anklager. Sporingssektionen deltager ligeledes ofte i ransagninger over hele landet, hvor opgaven er at assistere med udfindelse og sikring af værdikoster. Ofte er det også Sporingssektionen, der efterfølgende får vurderet effekterne af relevante fagpersoner og til slut realiserer værdierne.


Vores nye speciakonsulent
Du har en politifaglig uddannelse (Politiets Basisuddannelse) og det er en forudsætning, at du er en erfaren efterforsker, som selvstændigt kan efterforske de mest komplekse sager om økonomisk kriminalitet inden for CØKØ’s fagområder. Vi søger en specialkonsulent, der har høj specialiseret viden og kompetencer og er i stand til, med en selvstændig beslutningskompetence, at løse højt specialiserede opgaver, og som derudover kan varetage et fagligt ansvar af en vis kompleksitet, hvilket er en forudsætning for indplaceringen. Du bidrager aktivt med din højt specialiserede viden, påtager dig et bredt ansvar på fagområdet og kan fungere som projektleder på de mest komplekse sagsområder. Du sikrer fremdrift, leverer høj kvalitet og legalitet i opgaveløsningen og har stort fokus på et velfungerende internt og eksternt samarbejde.

 

Du skal være indstillet på at påtage dig en rolle i uddannelsesopgaver og sparring – og være en rollemodel i CØK.

Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter nærmere aftale.

 

Du lønindplaceres efter klassificeringsaftalen som Specialkonsulent i løngruppe 3, sats 3 (skalatrin 46). Eventuelle lokallønstillæg lukkes efter gældende bestemmelser.

 

Du stationeres indtil videre i National enhed for Særlig Kriminalitet og skal foreløbig forrette tjeneste i Center for Økonomisk Kriminalitet Øst. 

 

Der vil ved MUS blive udarbejdet en plan for relevant efter- og videreuddannelse.

 

Du skal kunne sikkerhedsgodkendes til HEMMELIG. Du kan pålægges at varetage funktioner, hvor sikkerhedsgodkendelse til en højere klassifikationsgrad er nødvendig

 

Ansættelse i politiet er betinget af, at man til enhver tid kan opretholde den nødvendige sikkerhedsgodkendelse.


Kontakt og ansøgning

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte politikommissær Kristian Dyrvig Henriksen på telefon 61125834.

 

Stillingen skal søges elektronisk via politiets rekrutteringssystem: https://job.politi.dk/ 

Du har to muligheder for at søge:
-    Via karriereportalen: Log ind via fanen ’Fra kandidat til kollega’ og ’medarbejder login’ med din politimail.
-    Via jobportalen: Opret en profil og søg med din private mailadresse.

 

Se eventuel vejledning på POLintra: https://prodsp2019polintra.politinet.net/arbejdsplads/rekrutteringogansaettelse/stillingsopslag/Sider/default.aspx (kopiér link og indsæt i browseren på POLintra).

 

Du skal vedhæfte CV og en motiveret ansøgning (følgebrev).

Hvis du har gennemført relevante eksterne uddannelser på diplom og/eller masterniveau eller opnået tilsvarende realkompetencer, bedes du oprette bevis herfor.

 

Ansøgningsfrist: den 17. september 2025.

 

Bemærk, at opslaget er et internt landsdækkende stillingsopslag i politiet. Du skal være politiuddannet.

 

Ved spørgsmål om fortrinsret skal du svare nej, da reglen om fortrinsret ikke gælder for politistillinger.

 

Vi forventer at afholde samtaler løbende eller i umiddelbar forlængelse af ansøgningsfristens udløb.


OM NATIONAL ENHED FOR SÆRLIG KRIMINALITET

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende specialenhed i politiet og anklagemyndigheden. 

Vi håndterer de mest komplekse og alvorlige sager om økonomisk kriminalitet, organiseret kriminalitet og digital kriminalitet og har egen anklagemyndighed, der fører vores straffesager. Vores efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor vores indsats har den største effekt.

De komplekse sager, som NSK har ansvar for, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, svindel, bandekriminalitet samt organiseret narkotikakriminalitet og våbensmugling.

Vi understøtter derudover hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde. 

Vi er ca. 1.200 dedikerede medarbejdere. Vi har forskellige uddannelses- og erhvervsbaggrunde, som skaber en god dynamik og alsidighed i vores samarbejde og opgaveløsning.

I NSK har vi fokus på vores opgaveløsning, som kræver høj faglighed og kvalitet i vores arbejde. Vi er en arbejdsplads, hvor dygtige medarbejdere bliver endnu dygtigere, både gennem vores daglige arbejde og udfordringer og via løbende kompetenceudvikling. Derudover vægter vi trivsel, godt samarbejde samt balancen mellem dit job og privatliv højt. 

NSK har lokationer i Glostrup, København, Randers, Aarhus og Fredericia samt en midlertidig lokation i Silkeborg.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  17.09.2025
Ansøgningsfrist:  17.09.2025
Arbejdsgiver:  National enhed for Særlig Kriminalitet
Jobsted (langt): 

Glostrup

Deltid / fuldtid:  Fuldtid