Specialkonsulent, politi, søges til Laboratoriesektionen i NKC i NSK
Nationalt Kriminalteknisk Center (NKC), National enhed for Særlig Kriminalitet
Laboratoriesektionen i NKC søger en specialkonsulent, som kan være med til at understøtte arbejdet i politiets ledende enhed inden for laboratoriedrift.
Din nye hverdag
Vi søger en specialkonsulent til Laboratoriesektionen i National Kriminalteknisk Center. Vi er en landsdækkende enhed, der yder bistand til hele politiet ved modtagelse, registrering og undersøgelse af effekter, som er sikrede fra gerningssteder, og som skal undersøges for kriminaltekniske spor - herunder fingeraftryk og DNA, som varetages i Laboratoriesektionen.
Sektionen består af 17 dygtige kollegaer og én leder. Vi er en god blanding af polititjenestemænd, administrative medarbejdere, laboranter og daktyloskopiteknikere.
Som specialkonsulent i Laboratoriesektionen har du ansvaret for varetagelse og besættelse af den daglige visiteringsenhed for alle effekter, der modtages i NKC – herunder også effekter, som ikke alene skal behandles i Laboratoriesektionen, men også i andre af NKC’s sektioner. I samarbejde med udvalgte fagansvarlige i sektionen skal alle effekter dagligt visiteres, valideres og prioriteres til relevante arbejdsstationer i NKC. Der kræves derfor et bredt kendskab til de kriminaltekniske discipliner, der varetages på tværs af sektionerne i NKC. Derudover vil du også få ansvar for arbejdet med bevismaterialer, der skal anvendes til retssager m.v. Det er derfor afgørende, at disse effekter altid håndteres korrekt. En central del af dine opgaver vil bestå i at fremkalde fingeraftryk ved hjælp af kemiske metoder og/eller speciallys på de effekter, der skal undersøges.
Vi tilstræber altid et højt fagligt niveau, så vi kan understøtte politikredsene og eksterne samarbejdspartnere med god service og kvalitet i opgaveløsningen. Vi søger hele tiden at udvikle områdets interne arbejdsprocesser og følger både den nationale og internationale udvikling på området. Vi har fokus på læringsmiljøet i gruppen gennem faglige dialoger, sparring og kvalitetssikring.
Vores nye specialkonsulent
Indgangen til denne stilling er en politifaglig uddannelse (Politiets Basisuddannelse) og en kriminalteknisk grunduddannelse og gerne flere års erfaring med fremkaldelse af fingeraftryk. Vi søger en specialkonsulent, der har høj specialiseret viden og kompetencer og er i stand til, med en selvstændig beslutningskompetence, at løse højt specialiserede opgaver, og som derudover kan varetage et fagligt ansvar af en vis kompleksitet, hvilket er en forudsætning for indplaceringen. Tidligere erfaring med driftskoordinerende opgaver vil være en fordel. Du skal være yderst vedholdende, samarbejdsorienteret og i stand til at prioritere, planlægge og afvikle egne arbejdsopgaver. Du har fokus på kvalitet og detaljer, når du arbejder efter gældende procedurer. Du har en veludviklet ordenssans, er læringsvillig og kan hurtigt omstille dig til en ny akut opgave. Derudover skal du trives med at undervise andre og generelt have teknisk flair. Da vi indgår i politiets samlede opgaveløsning, er det nødvendigt, at du besidder en høj grad af fleksibilitet. Sidst men ikke mindst, er det vigtigt, at du er psykisk robust. Vi behandler til tider sager af voldsom karakter, hvor der kan forekomme stærke billeder og fortællinger. Du skal have gjort dig refleksioner omkring dette, inden du søger stillingen.
Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen besættes efter nærmere aftale.
Du lønindplaceres efter klassificeringsaftalen som Specialkonsulent i løngruppe 3, sats 3, skalatrin 46. Eventuelle lokallønstillæg lukkes efter gældende bestemmelser.
Du stationeres indtil videre i National enhed for Særlig Kriminalitet, og skal foreløbig forrette tjeneste i Nationalt Kriminalteknisk Center.
Der vil ved MUS blive udarbejdet en plan for relevant efter- og videreuddannelse, der vedligeholder og udvikler dine specialistkompetencer.
Du skal kunne sikkerhedsgodkendes til HEMMELIG. Du kan pålægges at varetage funktioner, hvor sikkerhedsgodkendelse til en højere klassifikationsgrad er nødvendig.
Ansættelse i politiet er betinget af, at man til enhver tid kan opretholde den nødvendige sikkerhedsgodkendelse.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte pk. Flemming Casper Kragh Beck på telefon 51390009.
Stillingen skal søges elektronisk via politiets rekrutteringssystem: https://job.politi.dk/
Du har to muligheder for at søge:
- Via karriereportalen: Log ind via fanen ’Fra kandidat til kollega’ og ’medarbejder login’ med din politimail.
- Via jobportalen: Opret en profil og søg med din private mailadresse.
Se eventuel vejledning på POLintra: https://prodsp2019polintra.politinet.net/arbejdsplads/rekrutteringogansaettelse/stillingsopslag/Sider/default.aspx (kopiér link og indsæt i browseren på POLintra).
Du skal vedhæfte CV og vedhæfte en motiveret ansøgning (følgebrev).
Hvis du har gennemført relevante eksterne uddannelser på diplom og/eller masterniveau eller opnået tilsvarende realkompetencer, bedes du oprette bevis herfor.
Ansøgningsfrist: den 17. september 2025.
Bemærk, at opslaget er et internt landsdækkende stillingsopslag i politiet. Du skal være politiuddannet.
Ved spørgsmål om fortrinsret skal du svare nej, da reglen om fortrinsret ikke gælder for politistillinger.
Vi forventer at afholde samtaler løbende eller i umiddelbar forlængelse af ansøgningsfristens udløb.
OM NATIONAL ENHED FOR SÆRLIG KRIMINALITET
National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) er en landsdækkende specialenhed i politiet og anklagemyndigheden.
Vi håndterer de mest komplekse og alvorlige sager om økonomisk kriminalitet, organiseret kriminalitet og digital kriminalitet og har egen anklagemyndighed, der fører vores straffesager. Vores efterforskning og strafforfølgning er målrettet de sager, hvor kriminaliteten gør størst skade på samfundet, og hvor vores indsats har den største effekt.
De komplekse sager, som NSK har ansvar for, kan være inden for eksempelvis organiseret hvidvask, organiseret skatteunddragelse, svindel, bandekriminalitet samt organiseret narkotikakriminalitet og våbensmugling.
Vi understøtter derudover hele dansk politi med specialiseret ekspertise inden for blandt andet kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.
Vi er ca. 1.200 dedikerede medarbejdere. Vi har forskellige uddannelses- og erhvervsbaggrunde, som skaber en god dynamik og alsidighed i vores samarbejde og opgaveløsning.
I NSK har vi fokus på vores opgaveløsning, som kræver høj faglighed og kvalitet i vores arbejde. Vi er en arbejdsplads, hvor dygtige medarbejdere bliver endnu dygtigere, både gennem vores daglige arbejde og udfordringer og via løbende kompetenceudvikling. Derudover vægter vi trivsel, godt samarbejde samt balancen mellem dit job og privatliv højt.
NSK har lokationer i Glostrup, København, Randers, Aarhus og Fredericia samt en midlertidig lokation i Silkeborg.
Glostrup