Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi søger en specialanklager til personfarlig kriminalitet. Stillingen vil været placeret i retssagsadvokaturen og er ledig til besættelse hurtigst muligt. Stillingen forudsætter, at du har solid anklagererfaring.
Om stillingen
Stillingen som specialanklager er kendetegnet ved, at tyngden af opgaveporteføljen er centreret omkring et eller enkelte større ansvarsområder.
Som specialanklager i personfarlig kriminalitet får du sammen med embedets anden specialanklager på området ansvaret for de større og komplicerede sager om personfarlig kriminalitet.
Du vil blandt andet skulle:
- arbejde tæt sammen med politiet under efterforskningen,
- kvalitets- og legalitetssikre sagerne,
- have fokus på fremdrift, mål- og resultatstyring,
- møde i sagerne i retten,
- oplære og kompetenceudvikle såvel erfarne som mindre erfarne kolleger,
- stå til rådighed for sparring, og
- videreformidle relevant viden på området for dine kolleger.
Som specialanklager må du endvidere forvente, at du indimellem vil skulle møde i retten i alle typer af sager.
Om dig
Stillingen er alene relevant for jurister, der har gennemført anklagemyndighedens grunduddannelse og turnusforløb og har erfaring med behandling af større straffesager. Det er en fordel, hvis du har erfaring med behandling af sager inden for kerneområdet af personfarlig kriminalitet.
Derudover forestiller vi os, at du:
- er en dygtig og engageret jurist (cand.jur.),
- har en høj faglig integritet med blik for kvalitet og legalitet,
- formår at træffe beslutninger, der fremmer effektiviteten og kvaliteten i sagsbehandlingen,
- evner at arbejde selvstændigt og målrettet,
- evner at arbejde tæt sammen med både efterforskere, administrative og eksterne samarbejdspartnere,
- er en god sparringspartner for såvel politiet som dine anklagerkolleger,
- har gode formidlingsevner, og
- er robust, vedholdende og evner at skabe resultater.
Om Os
I Midt- og Vestjyllands Politi arbejder ca. 1.250 politiuddannede, jurister og administrative medarbejdere på at forebygge og bekæmpe kriminalitet. Kredsen dækker 9.500 kvadratkilometer og godt 22 % af Danmarks areal og er dermed landets geografisk største politikreds. Kredsen strækker sig fra Hanstholm i nord til den sydlige ende af Ringkøbing Fjord og fra den jyske vestkyst til Silkeborg i øst.
Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi består af ca. 60 jurister, administrative medarbejdere og studentermedhjælpere. Juristerne (og 2 politianklagere og 1 administrativ anklager) er fordelt mellem Retssagsadvokaturen og Advokaturen for Kvalitet og Udvikling, som begge har til huse på politigården i Holstebro. Anklagerne møder ved retterne i Holstebro, Viborg og Herning.
Retssagsadvokaturen behandler kredsens straffesager og består af et arrestantteam, som har ansvaret for arrestantsager fra grundlovsforhør til hovedforhandling, en sagsenhed, en retssagsgruppe samt flere specialanklagere med fagansvar. Stillingen som specialanklager i personfarlig kriminalitet vil været placeret i retssagsadvokaturen.
Vi tilstræber at skabe et fleksibelt arbejdsmiljø, hvor der i vidt omfang vil være mulighed for hjemmearbejde eller for at arbejde fra en af kredsens lokalpolitistationer placeret i Herning, Viborg, Skive, Thisted og Silkeborg.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver lønmæssigt indplaceret som specialkonsulent efter overenskomsten for akademikere i staten, medmindre du i forvejen er tjenestemand. Indplacering i basislønintervallet inkl. pension og eventuelle tillæg forhandles individuelt. Du vil derudover indgå i anklagemyndighedens vagtordning.
Stillingens ansættelsesområde er Justitsministeriet med tilhørende institutioner. Hvis du allerede er ansat på Justitsministeriets ansættelsesområde, vil et skifte til stillingen være en rokering inden for området.
Du skal kunne sikkerhedsgodkendes til stillingens nødvendige sikkerhedsniveau – normalt til klassifikationsgraden ’Hemmeligt’. Du kan pålægges at varetage funktioner, hvor sikkerhedsgodkendelse til en højere klassifikationsgrad er nødvendig. Ansættelse i politiet og anklagemyndigheden er betinget af, at du til enhver tid kan opretholde den nødvendige sikkerhedsgodkendelse.
Dit arbejdssted bliver Midt- og Vestjyllands Politi, Stationsvej 74, 7500 Holstebro. Midt- og Vestjyllands Politi er en røgfri arbejdsplads.
Kontakt og ansøgning
Du kan få mere information om stillingen ved at kontakte advokaturchef Camilla Winther Wagner på mail: cww001@politi.dk eller tlf. 21362995.
Har du lyst til at blive en del af Midt- og Vestjyllands Politi, kan du finde generel information om politiet på www.politi.dk eller læse mere om anklagemyndigheden på www.anklagemyndigheden.dk
Vi opfordrer alle kvalificerede ansøgere til at søge stillingen uanset alder, køn, race, religion eller etnisk baggrund.
Ansøgningsfrist: 25.02.2026
Holstebro