Jobbeskrivelse
Jurist til Hvidvasksekretariatet - Danmarks finansielle efterretningsenhed
Jurist til Hvidvasksekretariatet - Danmarks finansielle efterretningsenhed

Har du erfaring med governance, compliance eller udvikling af forretningsgange, og vil du bruge din juridiske faglighed i Danmarks finansielle efterretningsenhed?

Som jurist i Hvidvasksekretariatet får du en central rolle i at opbygge vores governancestruktur fra bunden og omsætte juridiske krav til tydelige rammer, der understøtter legalitet og kvalitet i indsatsen mod hvidvask og finansiering af terrorisme.

Din nye hverdag
Hvidvasksekretariatet er Danmarks finansielle efterretningsenhed, internationalt benævnt FIU, Financial Intelligence Unit. Vi modtager, analyserer og videreformidler underretninger om mulig hvidvask og finansiering af terrorisme. Vores arbejde understøtter politiet, andre myndigheder og den samlede nationale indsats mod finansiel kriminalitet. Vi er ca. 45 medarbejdere med politifaglige, juridiske, analytiske, tekniske og administrative kompetencer.

Du bliver en del af Sektionen for jura og internationalt samarbejde. Vi er otte medarbejdere, heraf fire jurister, og rådgiver ledelsen og kollegerne i Hvidvasksekretariatet om en bred vifte af juridiske spørgsmål. Opgaverne går på tværs af en kompleks og datadrevet organisation med mange interne og eksterne samarbejdsflader.  I det daglige deler viden og bruger hinandens faglighed aktivt i opgaveløsningen. Omgangstonen er uformel, selvom vi tager vores arbejde meget seriøst.

Som efterretningsenhed skal vi have tydelige og dokumenterede rammer for, hvordan vi løser vores opgaver, træffer beslutninger og behandler og videregiver oplysninger. Det gælder på tværs af hele Hvidvasksekretariatets virksomhed. Vi skal derfor opbygge en sammenhængende governancestruktur, der understøtter både legalitet og kvalitet i vores arbejde.

Som jurist får du en central rolle i denne opgave. I tæt samarbejde med en kollega bygger du governancestrukturen op fra bunden og er efterfølgende med til at vedligeholde og videreudvikle den. Du bidrager med det juridiske perspektiv, og arbejder tæt sammen med kolleger og ledelse om at omsætte regler og krav til tydelige forretningsgange, der fungerer i praksis.

Du arbejder blandt andet med at:

  • kortlægge og beskrive Hvidvasksekretariatets forretningsgange, ansvarsplacering og beslutningsprocesser
  • udvikle og dokumentere rammer og arbejdsgange inden for blandt andet it, personale, dataanvendelse samt behandling og videregivelse af oplysninger
  • sikre sammenhæng mellem de juridiske krav og Hvidvasksekretariatets dokumenterede forretningsgange
  • vedligeholde og tilpasse governancestrukturen, når regler, opgaver eller arbejdsgange ændrer sig
  • rådgive ledelsen og kolleger om blandt andet hvidvaskloven og straffeprocessuelle spørgsmål samt generelle forvaltnings- og databeskyttelsesretlige spørgsmål
  • bidrage til besvarelsen af folketingsspørgsmål, høringssvar om lovudkast og udarbejdelsen af vejledninger på hvidvaskområdet.


Du kan desuden blive inddraget ad hoc i Hvidvasksekretariatets internationale samarbejde. I den forbindelse kan stillingen indebære lejlighedsvis rejseaktivitet i Danmark og udlandet.

Hvidvaskområdet udvikler sig hurtigt og er genstand for stor politisk og international opmærksomhed. Ændringer i reguleringen og Hvidvasksekretariatets opgaver betyder, at governancestrukturen løbende skal udvikles. Du får dermed mulighed for at udvikle en specialiseret faglighed i krydsfeltet mellem jura, governance og finansiel efterretningsvirksomhed og præge de rammer, der skal understøtte Hvidvasksekretariatets arbejde fremover.

Vores nye kollega
Du er uddannet jurist og har en stærk juridisk metode. Derudover har du erfaring med governance og compliance eller udvikling og dokumentation af forretningsgange. Erfaringen kan eksempelvis være fra myndigheds- og legalitetsopgaver, men hvor du har arbejdet, er mindre afgørende. Det vigtigste er, at du kan arbejde sikkert og selvstændigt i et komplekst og reguleret område.


Du arbejder systematisk, kan skabe overblik over komplekse sammenhænge og omsætte dem til klare og anvendelige rammer. Du kan bryde en stor opgave ned i mindre dele og gennemføre dem i en logisk rækkefølge. Når opgaver eller krav ændrer sig, sørger du for at struktur og dokumentation følger med.

Du er nysgerrig på, hvordan organisationen fungerer i praksis, og stiller spørgsmål indtil du forstår, hvordan arbejdsgangene hænger sammen. Du opsøger de kolleger, der kender områderne, og inddrager deres viden, så løsningerne både er juridisk holdbare og fungerer i det daglige arbejde.

Det er desuden en fordel, hvis du har interesse for hvidvaskområdet og forvaltningsretlige, databeskyttelsesretlige og EU-retlige spørgsmål. Det samme gælder for de særlige juridiske problemstillinger, der knytter sig til efterretningsvirksomhed.

Du formulerer dig præcist og nuanceret på dansk, både skriftligt og mundtligt, og kan gøre din juridiske rådgivning forståelig og anvendelig for kolleger med andre faglige baggrunde. Da du ad hoc kan blive inddraget i internationalt samarbejde, skal du også kunne kommunikere på engelsk.

Du trives med afveksling og tværfagligt samarbejde og bevarer grundighed og præcision, også når opgaverne udvikler sig undervejs.

Løn og ansættelsesvilkår
Du ansættes i henhold til overenskomst for akademikere i staten. Afhængig af dine kvalifikationer og erfaring vil du blive indplaceret som fuldmægtig, eller special-/chefkonsulent. Der er til stillingen knyttet en fuldt arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Dit arbejdssted bliver Hvidvasksekretariatet med adresse på Kampmannsgade 1,1604 København V.

Din gennemsnitlige ugentlige arbejdstid er 37 timer inkl. betalt frokostpause. Vores normale åbningstid er mandag-onsdag kl. 8-16, torsdag kl. 8-15 og fredag kl. 8-14, men vi tilbyder flekstid og mulighed for i høj grad selv at tilrettelægge din arbejdstid. Der vil i begrænset omfang være mulighed for hjemmearbejde. 

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, og at du kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.

Politiet ønsker at understøtte og fremme medarbejdernes fysiske sundhed. Derfor har vi røg- og nikotinfri arbejdstid. Vi har en fælles kantine, idrætsforening og en aktiv personaleforening.

Vi forventer at holde 1. samtaler 30. oktober og 2. samtaler 9. november 2026.

Den forventede ansættelsesdato er senest 1. marts 2027, men vi kan tilbyde ansættelse så snart du er blevet sikkerhedsgodkendt.

Kontakt og ansøgning
Hvis du har uddybende spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Stig Paulsen på 6112 2751.  Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte rekrutteringskonsulent Rikke Vishart på 2114 3628.

Du kan finde mere information om Hvidvasksekretariatet på hvidvask.dk

Du kan følge NSK på LinkedIn og finde information om politiet som arbejdsplads her.

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Vi beder dig uploade ansøgning, CV og eksamensbevis for din relevante grunduddannelse.

Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.

 

National enhed for Særlig Kriminalitet som arbejdsplads
I National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) bliver du en del af en landsdækkende specialenhed, hvor højt specialiserede fagfolk arbejder tæt sammen med et fælles formål: at beskytte Danmark mod den mest komplekse og samfundsskadelige kriminalitet. Det er en særlig opgave.

Vi efterforsker og strafforfølger komplekse sager inden for organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet. Derudover understøtter vi også politikredsene i hele Rigsfællesskabet med vores særlige ekspertise i kriminalteknik, it-efterforskning samt analyse- og efterretningsarbejde.

Når du træder ind ad døren i NSK, møder du politifolk, anklagere, analytikere, teknikere, it-specialister, administrative og mange andre fagligheder. Vi er mange – og vi er forskellige. Du får godt 1.200 dedikerede kolleger, der trods forskelligheder har det til fælles, at vi alle bidrager med hver vores særlige styrke og dybe faglighed.

Kriminaliteten udvikler sig hele tiden, og det samme gør kravene til os. Derfor prioriterer vi faglig udvikling, vidensdeling og samarbejde højt.

I NSK finder vi stor mening i vores arbejde, fordi vores opgaver har et klart og vigtigt formål. Det, vi gør, bidrager direkte til at beskytte samfundet og styrke retssikkerheden. Det er et særligt ansvar. Det er derfor, vi arbejder i NSK.

Overblik over oplysninger
Ansøgningsfrist:  18.10.2026
Ansøgningsfrist:  18.10.2026
Arbejdsgiver:  National enhed for Særlig Kriminalitet
Jobsted (langt): 

København V

Deltid / fuldtid:  Fuldtid