Har du flair for bygningsteknik og brænder du for at hjælpe Midt- og Vestsjællands Politi med at implementere ladestandere til el-køretøjer på samtlige stationer, så er dette job muligvis noget for dig.
Om stillingen
Som ansvarlig for bygningsteknik vil dine opgaver bl.a. være overvågning af kredsens bygningstekniske anlæg såsom el, vvs, ventilation, nødstrømsanlæg og sikring i samarbejde med både bygningsejere og eksterne leverandører. Du skal sikre at installationer overholder tekniske krav, myndighedsregler, sikkerhedsstandarder og at de serviceres regelmæssigt jf årshjul. Samt tilkald og koordinering af teknikkere/håndværkere også ved eventuelle ombygninger.
Ud over det daglige ansvar for bygningsteknik vil du også skulle være tovholder for implementering af ladestandere til el-køretøjer på kredsens lokationer. Her vil du i samarbejde med Driftschefen være ansvarlig for fremdrift af projektet, tidsplaner og koordinering med diverse leverandører.
Da jobbet indebærer en del administrative opgaver, er det vigtigt at kunne anvende MS Office på bruger/superbruger niveau.
Jobbet kræver, at du er god til bevare overblikket, god til at kommunikere, og er god til at få tingene til at ske. Du skal være indstillet på at følge de regler og arbejdsgange, der følger med i at arbejde i en politisk styret organisation, herunder krav til registrering og dokumentering af arbejdet, der er påkrævet, og som er en del af kredens faste arbejdsgange.
Du vil blive en del af kredsens Driftssektion, der varetager driften af hele politikredsen inden for tre hovedområder; indkøb og logistik, køretøjer og materiel samt facility management og bygningsdrift, og hvor dine opgaver hovedsageligt vil ligge under bygningsdrift. Driftssektionen består af 12 medarbejdere, som løser specielopgaver fordelt på de tre hovedområder.
Driftssektionen er tilhørende hovedpolitistationen i Roskilde, men da jobbet omfatter alle kredsens lokationer, vil hele kredsen være din arbejdsplads.
Om dig
Du har en baggrund som bygningskonstruktør, el-installatør, maskinmester eller tilsvarende teknisk baggrund. Gerne erfaring med implementering af EL-ladestandere eller har mod på at sætte dig ind i området. Derudover har du:
• Erfaring med projektledelse eller koordinering af tekniske installationer.
• Stærk teknisk forståelse (el-infrastruktur og bygningsteknik).
• Du er struktureret, selvkørende og god til at skabe overblik i en travl hverdag.
• Du er servicemindet og omstillingsparat og er ikke bange for at tage fat, hvor der er behov.
• Du har gå-på-mod, godt humør og ser generelt løsninger frem for forhindringer.
Da du vil få en bred kontaktflade i hele politikredsen, er det vigtigt, at du forstår at samarbejde og kommunikere både internt og eksternt. Du skal kunne håndtere omprioritering i opgaver, da hverdagen er omskiftelig, og to dage sjældent er ens, og der hurtigt kan opstå uforudsete opgaver.
Jobbet forudsætter, at du har kørekort til kategori B.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende fællesoverenskomst mellem Finansministeriets og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) samt Organisationsaftale for Ejendomsservicemedarbejdere ved en række statsinstitutioner.
Alternativt bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst eller anden relevant overenskomst.
Dit arbejdssted bliver Midt- og Vestsjællands Politi, Skovbogade 3, 4000 Roskilde.
Arbejdstiden er 37 timer pr. uge.
Mødetid: Du skal kunne møde tidligt– gerne kl. 0700. Tidspunktet aftales ved ansættelse.
Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, og du kan opretholde denne godkendelse under hele din ansættelse.
Kontakt og ansøgning
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Driftschef Andreas Schrøder på asc041@politi.dk eller på telefon 20597981 (på hverdage mellem kl. 7-15)
Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk og om politiet som arbejdsplads på https://job.politi.dk/
Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Vi beder dig uploade ansøgning, CV samt relevant dokumentation fra tidligere arbejde og uddannelse.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Ansøgninger bliver behandlet løbende
Ansøgningsfrist
Send motiveret ansøgning og CV senest d. 4. juni 2026.
Roskilde